AC Milan jagter Højlund, som føler sig i klemme i United
Rasmus Højlund føler sig angiveligt presset ud af Manchester United, der gerne vil have ham solgt. AC Milan lurer i kulissen.


Manchester United har brugt forholdsvis mange penge allerede i indeværende transfervindue.
Måske også flere, end mange havde troet, at der var råd til.
Det betyder så også, at der er nogen, der skal ud. Og her er Rasmus Højlund kommet i klemme, efter Benjamin Sesko blev præsenteret lørdag.
Sky Sports skriver, at AC Milan er interesserede i at leje danskeren. Men hvis finanserne skal passe sammen, og der også skal være råd til en dygtig målmand og midtbanespiller, så skal Manchester United helst få ham solgt.
Derfor er det præcis det, som United angiveligt fokuserer på.
Ifølge mediet vil man overveje tilbud i nærheden af 40 millioner pund for den danske landsholdsangriber.
Tilmed kan Manchester Evening News mandag rapportere, at Højlund er utilfreds med situationen, og han føler, at United forsøger at presse ham ud af klubben.
Lokalmediet mener dog også at vide, at Højlund er åben for et skifte til støvlelandet.
