Antony efter anklager om vold og trusler: Jeg er uskyldig
Det er falske anklager, der er rettet mod Antony. Det skriver den 23-årige brasilianer selv i en story på Instagram mandag.


Det brasilianske medie UOL delte mandag de anklager, der er rettet mod Antony af hans ekskæreste, Gabriela Cavallin. Der er her tale om vold og trusler.
Det har fået Manchester Uniteds brasilianske kantspiller til at reagere. I en story på instagram skriver han, at anklagerne er falske, og at han er uskyldig.
– Dog kan jeg med sikkerhed sige, at anklagerne er usande, og at det allerede fremlagte bevis og det bevis, der endnu skal fremlægges, viser, at jeg er uskyldig i de fremsatte anklager, skriver han blandt andet.
Antony skriver også, at han har håndteret hele sagen med alvor og respekt, og at han har været samarbejdsvillig over for politiet.
Selvom Antony mener, at han er uskyldig, skriver han også, at forholdet med Gabriela Cavallin var præget af uro.
– Mit forhold med Ms. Gabriela var tumultarisk med verbale fornærmelser fra begge sider. Men jeg har aldrig udøvet fysiske aggressioner, skriver han.
Det brasilianske fodboldforbund oplyste mandag, at de har hjemsendt Antony fra den nuværende landsholdssamling.
