OldTraffor.dk Logo
Udgivet over 3 år siden|Opinion

Bør Casemiros røde kort omstødes?

Casemiro blev udvist i lørdagens kamp mod Crystal Palace. Udvisningen har efterfølgende resulteret i en diskussion om, hvorvidt det røde kort til brasilianeren bør omstødes.

Selver Elezovic
Selver Elezovic
Udgivet: 05.02.2023 18:08
Bør Casemiros røde kort omstødes?
Bør Casemiros røde kort omstødes?

Manchester United vandt lørdag eftermiddag med 2-1 over Crystal Palace, hvilket bragte klubben op på en tredjeplads i Premier League.

Det var dog ikke kun de tre point til de røde djævle, der stjal opmærksomheden i kampen. Midtvejs i anden halvleg opstod der tumult på sidelinjen tæt på det ene hjørneflag.

Der blev skubbet, der blev hevet fat spillerne imellem, og der blev taget kvælertag. Det var i hvert fald, hvad det lignede på de tv-billeder, som fik VAR til at bede kampens dommer Andre Marriner kigge på. Efter en grundig overvejelse trak han det røde kort frem overfor Casemiro for kvælertag på Palaces Will Hughes.

Efterfølgende har fans på sociale medier diskuteret, hvorvidt det røde var korrekt, og om United bør appellere udvisningen til det engelske fodboldforbund (FA).

På Twitter argumenterer fodboldjournalisten Rob Blanchette for, at klubben bør appellere dommen, da hændelsen fra en anden vinkel viser, at Casemiro blot tog fat i kraven på Will Hughes for at holde ham væk og dermed ikke tog kvælertag på Palace-spilleren.

En Twitter-bruger, der er erklæret Manchester United-fan, skriver i tråden til Rob Blanchettes tweet, at Casemiros uskyld ser endnu tydeligere ud fra en anden vinkel, der er filmet.

De følgende optagelser kan du se herunder:

Hvis United vælger at appellere Casemiros røde kort

Ifølge FA’s regler kan et direkte rødt kort omstødes, hvis en appel indgives. Får klubben, der indgiver appellen, medhold i sagen, vil karantænen blive omstødt og dermed annulleret.

Hvis FA modsat vurderer appellen “useriøs”, kan karantænen øges fra tre spilledage til fire spilledage.

Hvad mener du?

Bør Casemiros røde kort omstødes, og bør United i så fald appellere det til det engelske fodboldforbund?

Opret en profil og diskutér dette i kommentarfeltet under artiklen – så er du med i konkurrencen om at vinde en valgfri United-trøje fra denne sæson.