Brighton tager tre fortjente point i sidste minut
Brighton tog alle tre point i de døende sekunder mod Manchester United torsdag aften.


Torsdag aften var det egentlig Brighton, der havde mest at angribe rent tabelmæssigt. Seagulls kunne række ud efter europæiske pladser, mens Uniteds eneste mål i resten af PL-sæsonen er at forsvare sin top-4- og dermed Champions League-givende placering.
Det kunne ses, da de to hold krydsede klingre på Amex Stadium.
Manchester United havde sine tilbud til at komme foran, hovedsageligt ved Marcus Rashford i første halvleg, men her manglede skarpheden.
Det bedste mandskab var dog utvivlsomt værterne, der i store dele af kampen udspillede mægtige Manchester United på relativt beskedne Amex Stadium. De to klubbers størrelser afspejlede ikke styrkeforholdet på banen torsdag aften. Tværtimod.
Brighton havde adskillige muligheder for at komme foran, hvor specielt de offensive esser Kaoru Mitoma og Julio Enciso var i et exceptionelt spilhumør. Deres bidrag betød blandt andet, at værterne væltede i muligheder, specielt i slutminutterne, hvor holdet lagde et gigantisk tryk på Manchester United.
Og i de absolut sidste minutter af tillægstiden bar det tryk frugt. Luke Shaw, der ellers var Uniteds bedste mand, tog på urutineret vis hånden til hjælp ved en hjørnesparkssituation, som gav straffespark. Alexis Mac Allister scorede sikkert til 1-0. Amex eksploderede.
Det betød, at kampen endte 1-0 til værterne. Det betyder, at Brighton i den grad stadig har europæisk fodbold indenfor rækkevidde, mens Manchester United nu har lukket ærkerivalerne Liverpool ind i kampen om Champions League-billetterne.
