Calvert-Lewin sladrede til dommeren: – Ærgerligt for Martinez
Lisandro Martinez’ bøddel afslører, at han da lige måtte underrette til dommeren, at han blev revet i håret. Få øjeblikke senere blev det til et rødt kort til Uniteds nummer 6.


VAR-dommen om at give det røde kort til Lisandro Martinez i mandagens kamp mod Leeds kom tilsyneladende ikke ud af den blå luft.
For efter argentineren rev Dominic Calvert-Lewin i håret, gik sidstnævnte prompte til dommeren og meldte, hvad der var sket.
– Det er ikke mig, der laver reglerne. Jeg mærkede, at jeg blev revet i håret, og selvfølgelig fortalte jeg det til dommeren. Det er jo ham, der skal træffe beslutningerne, sagde Calvert-Lewin efter kampen til Sky Sports.
Og pludselig – til både seere og tilskueres overraskelse – stoppede dommeren spillet, lavede et VAR-tegn og hoppede ud til skærmen.
Og rigtigt nok. På billederne kunne man se, at Lisandro Martinez rev Leeds-angriberen i hestehalen, og så er reglerne jo ganske simple: Så skal man ud.
– Det er ærgerligt for Martinez, for jeg ved ikke, om det var med vilje eller ej. Jeg bærer på ingen måde nag, men det er, som det er, afsluttede Calvert-Lewin.
Forseelsen ender med at give Lisandro Martinez tre spilledages karantæne. I forvejen mangler Harry Maguire at afsone to spilledage.
