OldTraffor.dk Logo
Udgivet 10 måneder siden|Nyhed

Efter Bayindir-brøler: Bruno langer ud efter dommerne

Mens de fleste er utilfredse med Altay Bayindir på kampens enlige mål mod Arsenal, skyder Bruno Fernandes skylden et andet sted hen.

Rasmus Lykke Therkelsen
Rasmus Lykke Therkelsen
Udgivet: 17.08.2025 22:05
Efter Bayindir-brøler: Bruno langer ud efter dommerne
Efter Bayindir-brøler: Bruno langer ud efter dommerne

Altay Bayindir så bestemt ikke godt ud på kampens eneste mål i søndagens 0-1-nederlag til Arsenal.

Han prøvede at komme ud til bolden på et hjørnespark, men presset af venner og fjender slog han hul i luften, da han prøvede at bokse den ud.

En aktion, der har fået stor kritik fra mange. Men United-kaptajn, Bruno Fernandes, skyder ikke skylden tyrkerens vej.

I stedet er han forundret over, hvor frisparket blev af.

– Når målmanden bliver rørt, og han ikke kan hoppe, så er det svært for Altay, siger portugiseren til Sky Sports efter kampen.

Der er nemlig en Arsenal-spiller omkring ham, som presser ham akkurat nok til, at han ikke kan få ram på bolden nok til at holde den ud af eget net.

– Vi ved, der ikke bliver givet meget i Premier League. Selv hvis de havde et møde med os, hvor de sagde, at de ville fløjte mere, hvis spillerne blokerede og ikke kiggede på bolden, så virker det mere som noget, de siger, end et løfte, de har tænkt sig at holde, mener Fernandes.

Det var Riccardo Califiori, der lod sig notere for kampens enlige mål, som dog nok vil blive husket for Bayindirs svage aktion.