Engelske medier: United forhandler om hollandsk angriber
Ifølge flere engelske medier, herunder troværdige The Athletic, er Manchester United interesserede i at bringe hollandske Wout Weghorst til Old Trafford i januar.


Manchester United er på udkig efter en ny angriber. Det har manager Erik ten Hag slået fast flere gange.
Lørdag og søndag skriver flere engelske medier, herunder The Athletic og Sky Sports, at de røde djævle forhandler med Burnley om den hollandske angriber Wout Weghorst, der er udlejet til tyrkiske Besiktas i øjeblikket.
United står i en situation, hvor der ikke er mange penge at gøre med i indeværende transfervindue. Derfor er klubben i gang med at undersøge mulighederne for at hente en angriber på leje.
Her ser Ten Hag 197 centimeter høje Weghorst som en god løsning frem til sommer.
The Athletic skriver søndag, at den 30-årige angriber er klar på at skifte til Old Trafford. Det kræver i første omgang, at Besiktas går med til at ophæve lejeaftalen med Burnley. Den tyrkiske klub har angiveligt en købsoption på 75 millioner kroner på hollænderen.
Wout Weghorst kom til Burnley i januar 2022. Han kom til fra Wolfsburg, hvor han scorede 59 mål i 118 Bundesliga-kampe. Ikke nær så godt var det for Burnley i foråret, hvor hollænderen blev noteret for to mål i 20 kampe.
I Besiktas har han i denne sæson scoret ni mål i 18 kampe på tværs af alle turneringer.
