Erik ten Hag raser mod Fulham: »De bør undskylde«
Fulhams ageren på sociale medier efter de to klubbers møde i lørdags er utilstedelig. Derfor bør de undskylde. Det udtaler Erik ten Hag på dagens pressemøde forud for weekendens Manchester-derby.


– Det er helt forkert, at en klub kommer med den slags udtalelser. Det er helt ved siden af, og de tog fejl. De bør undskylde for det.
Så skarpt lyder det fra Erik ten Hag på dagens pressemøde. Her tordner han mod Fulham, som har delt en video på klubbens officielle TikTok-profil, hvor de udstiller Bruno Fernandes.
Du kan se videoen herunder.
@fulhamfc So glad he’s ok… 🙄 #fulhamfc #premierleague #brunofernandes ♬ sonido original – ♫ ♪ 𝒴𝒶𝓃𝒿𝓊𝓁𝓂𝒶𝓇𝓉 ♫ ♪
Klippet er fra en episode i lørdagens kamp på Old Trafford. Her ligger Bruno Fernandes og vrider sig i græsset, inden han kort efter er på benene igen.
Erik ten Hag mener dog, at medierne har misfortolket episoden fra kampen.
– Jeg syntes bestemt, at der var frispark. Det blev virkelig fejlvurderet af medierne og de sociale medier, da de bebrejdede ham for det, siger han på torsdagens pressemøde.
Bruno Fernandes var tvivlsom op til gårsdagens FA Cup-kamp, men nåede at blive klar. Den offensive kreatør spillede hele kampen og noterede sig for en assist til Casemiros sejrsmål.
