Loading
Under industrirevolutionen i i 1700- og 1800-tallet var både Manchester og Liverpool en hel masse med musikken rent kommercielt.
Manchester var Englands centrum for tekstilproduktion og fik tilnavnet “Cottonpolis” – bomuldsbyen – og Liverpool kunne bruge deres havn til at eksportere en masse varer, blandt andet bomuld produceret i Manchester.
Det var to byer, der var afhængige af hinanden. Manchester producerede, Liverpool eksporterede. Men i løbet af 1800-tallet opstod der spændinger mellem de to byer, som blot ligger 56 kilometer mellem hinanden.
Mancunians mente, at Liverpool udnyttede sin havneproduktion og tog for høje gebyrer til at eksportere varerne. Scouserne mente, at man i Manchester var utaknemlige og skyldte deres velstand til Liverpools havn.
Det betød, at der kom et vendepunkt i 1887, da man begyndte udgravningen af Manchester Ship Canal. Den åbnede syv år senere, og den betød, at man ikke længere var afhængig af Liverpools havn til eksport af varer.
Liverpool mistede en enorm del af deres havneindtægt og så handlingen som forræderi fra deres “naboer”. Til gengæld kunne Manchester som by bare vokse, vokse og vokse.
Kanalen var et klokkeklart symbol på, at Liverpool og Manchester var gået fra venner til fjender.
I takt med, at den industrielle revolution ebbede ud, begyndte fodboldbølgen for alvor at skumme ind over England i slutningen af 1800-tallet.
Ejeren af Everton F.C., John Houlding, blev en dag i 1892 eddikesur på sin bestyrelse, trak sig fra klubben og stiftede i stedet Liverpool F.C.. På det tidspunkt fandtes Newton Heath allerede, som var en klub bestående af spillere, som var jernbanearbejdere.
Det var dog den nyeste klub – dem fra Merseyside – som var de første til at få succes. De vandt deres første mesterskab i 1901. Året efter skiftede Newton Heath navn til Manchester United, og dén klub vandt sit første mesterskab seks år senere.
Liverpool F.C. og Manchester United voksede sig større og større i starten af 1900-tallet som to arbejderklubber.
De delte mange af de samme værdier. Begge havde fans i arbejderklassen, som så deres klub som et udtryk for byens værdighed og identitet, og når byernes økonomiske rivalisering blussede op, var det, som om kampene på banen blev et symbolsk sted for klubberne at vinde deres ære tilbage på.
Der var dog endnu ikke opstået nogen stor rivalisering mellem dem, selv om de kæmpede om at være Nordvestenglands største klub, men det skulle hurtigt ændre sig.
Under første år af første verdenskrig blev der stadig spillet fodbold i England.
2. april skulle Manchester United og Liverpool FC krydse klinger på Old Trafford. En kamp, der endte 2-0. Og det er der i virkeligheden intet odiøst i set udefra. Men det skulle der vise sig at være.
Flere spillere fra begge hold, særligt Liverpool-spillere, blev senere dømt for match-fixing. Fem Liverpool-spillere fik livstidskarantæner, men blev dog benådet igen efter slutningen af krigen.
United-fans følte, at Liverpool havde solgt kampen. Scouserne mente, at begge parter var medskyldige. Men det var Liverpool, det gik ud over. Det markerede den første sorte plet rent fodboldmæssigt mellem de to byer.
Det gjorde, at Manchester United hurtigt vandt en fordel, og der er ingen grund til at forklare yderligere om, hvad der skete, efter Manchester United ansatte Sir Matt Busby som manager i 1945. Det ved du allerede godt.
Økonomisk set var der milevidt mellem byerne efter slutningen af anden verdenskrig.
Som du har læst ovenover, var Liverpool engang en pulsåre i engelsk eksport, men de fik mindre og mindre at lave, som tiden gik. Det gjorde meget ved byen, som led af stor arbejdsløshed i denne tid.
Liverpool oplevede også store skader under bombardementer under anden verdenskrig. Genopbygningen gik for langsomt, og det betød, at byen var i forfald alt for længe. Mange offentlige bygninger og boligområder var slidte i flere årtier.
Det ville være forkert at sige, at Manchester ikke led af problemer i samme periode. Men byen formåede i højere grad at diversificere sit erhvervsliv. Tekstilindustrien blev suppleret med maskinfabrikker, handel og i den finansielle sektor. Det bærer byen stadig præg af den dag i dag.
Manchester kunne tiltrække investorer, forbedrede sin infrastruktur og blev et regionalt knudepunkt for handel og produktion. Scouserne var grønne af misundelse. Og det hjalp ikke, at Manchester United var utroligt succesfulde i 1950’erne og vandt flere mesterskaber, og selv på den anden side af det tragiske flystyrt i februar 1958 genvandt United store dele af fordums styrke op igennem 1960’erne.
I det hele taget gjorde efterkrigstiden, at fodboldklubberne i stigende grad blev symboler på byernes succes eller fiasko. Når fabrikkerne og virksomhederne klarede sig godt, betød det, at klubberne kunne tiltrække sponsorer, bedre træningsfaciliteter og holde på deres talenter. Og det formåede Manchester United i denne tid.
De kunne bruge klubbens og byens ressourcer til at udvikle talenter og genopbygge holdet efter krigen. Men Liverpool skulle hurtigt komme efter det på en måde, som United hidtil aldrig havde formået.
Liverpools erhvervsliv sejlede i 1960’erne. Derfor var det tiltrængt, at de fik et musikalsk holdepunkt: The Beatles.
Alletiders måske største band gjorde byen synonym med en helt ny lyd og gjorde Liverpool til verdens pophovedstad og gav de ellers hårdt prøvede scousere noget at være stolte af. Det kan ikke undervurderes, hvad Beatles har gjort ved Liverpools kulturliv.
Op igennem 70’erne begyndte musikken i Manchesters musikscene dog også at røre på sig. De var trætte af det polerede Beatles-pop, for selvfølgelig kunne de ikke udstå, at Liverpool skulle nyde nogen form for succes, og det betød, at bands som Joy Division og The Fall kom frem med en post-punk-stil. De lagde grundstenene til, at Manchester-musik virkelig kunne begynde at tage fart i 80’erne.
Resterne af Joy Division blev til New Order, og bands som The Smiths, Stone Roses og Happy Mondays skabte en af de mest indflydelsesrige scener i britisk musikhistorie. Madchester blev den kaldt.
I 90’erne kom Liverpool frem med bands som The La’s, The Boo Radleys og Cast, men Manchesters velsagtens største musikflagskib i Oasis var gigantiske i 90’erne.
Noel og Liam holder som bekendt med Manchester City, så lad os ikke bruge for meget tid på dem, men de er en del af fortællingen om, at selv i musikkens verden var der stor rivalisering mellem de to byer, som ligger så tæt på hinanden, men endte med at få så stor kulturel betydning i England.
Puha. 70’erne og 80’erne er ikke fodboldmæssigt meget at skrive hjem om for Manchester Uniteds vedkommende. Men Liverpool var aldrig bedre end netop dér.
11 ligatitler på to årtier var, hvad det blev til for Liverpool i den tid.
Busby Babes var pensionerede, og i stedet lagde Bill Shankly fundamentet til en masse engelske og internationale titler, og da han var færdig, tog Bob Paisley over og gjorde det endnu bedre.
Kigger man 56 kilometer ind i landet stod det helt anderledes til. Manchester United rykkede ned efter et Denis Law-hælmål i 1974, og måtte en tur ned i næstbedste række, mens ærkerivalerne – og det var de altså blevet på dette tidspunkt – vandt, vandt, vandt og vandt.
Manchester United var håbløst bagud, da Liverpool i 1989/90-sæsonen vandt deres 18. engelske mesterskab. Men der skulle hurtigt ske et paradigmeskifte.
Sir Alex Ferguson var en af fodboldhistoriens allerbedste bandere.
Det bedste eksempel på det kom i september 2002.
Manchester United var i en – under Ferguson-standarder – hård periode. Manchester United havde startet sæsonen dårligt og lå nummer otte i rækken, og efter VM i 2002 var der kommet åbenlys uro mellem ham og den ubestridte stjerne David Beckham.
Den engelske presse begyndte at spekulere i, om det nu var dét for Sir Alex Ferguson i Manchester United. Hvortil han svarede – og lad os tage den på engelsk – til The Guardian:
– My greatest challenge is not what’s happening at the moment. My greatest challenge was knocking Liverpool right off their fucking perch. And you can print that.
Manchester United endte i øvrigt med at vinde Premier League den sæson. Og i 2011 skete det så: Han vandt sit 19. mesterskab med Manchester United og vippede dem af pinden. To år senere vandt han nummer 20.
Det siger alt, at Sir Alex Fergusons største udfordring var at få skovlen under scouserne. Det siger alt om rivaliseringen. Det siger alt om, hvor dominerende de var en gang. Og det faktum, at han rent faktisk gjorde det, siger alt om, hvor dominerende Manchester United var i 90’erne og 00’erne.
Til gengæld er scouserne nu kommet efter det i 10’erne og 20’erne med to mesterskaber. Nu står den 20-20. Som vanligt er Manchester United og Liverpool nærmest aldrig gode på samme tid.
Men rivaliseringen vil altid være der. Og nu ved du hvorfor. Det handler om mere end bare fodbold.
