Gary Neville om United: Jeg troede aldrig ét sekund, at de ville udfordre Manchester City og Arsenal
Gary Neville har på intet tidspunkt troet, at Manchester United ville kunne konkurrere med Manchester City og Arsenal i denne sæson. Det siger han i The Gary Neville Podcast.


Manchester United har ikke fået den sæsonstart, de havde ønsket sig. De røde djævle har tabt tre ud af sæsonens første fem kampe i Premier League, og klubben er placeret på en skuffende 13. plads.
Det overrasker dog ikke den tidligere Manchester United-anfører Gary Neville, som nu arbejder for Sky Sports, at United ikke ligner et hold, som skal kæmpe med om mesterskabet.
– Jeg troede aldrig ét sekund, at de (Manchester United, red.) ville udfordre Man City og Arsenal med de spillere, de hentede ind. Det ville have krævet en handel som Harry Kane eller Declan Rice eksempelvis. De havde ikke penge nok til at lave den slags handler. De er ikke særlig gode lige nu, siger han.
Gary Neville mener ikke, at årsagen til Manchester Uniteds dårlige sæsonstart skal findes hos Erik ten Hag. Svaret skal derimod findes hos den øverste ledelse i klubben.
– Jeg kender ikke én Manchester United-fan, som har en hjerne, som er mest utilfreds med Erik ten Hag. Dét de virkelig ønsker, er nye ejere, og de ønsker stabilitet og et hold af spillere, der er loyale. Og jeg tror ikke, at spillerne er illoyale. Jeg er bare i tvivl om, hvor gode de er. Det er min bekymring.
– Manchester United har igen tilladt manageren at påvirke spillerhandler, og det er min bekymring for klubben. De har ingen styrke i toppen af klubben, fortæller den 48-årige pundit i podcasten.
