OldTraffor.dk Logo
Udgivet cirka 3 år siden|Nyhed

Højlund stjæler overskrifter i engelske aviser: Sammenlignes med Haaland

Manchester United har angiveligt et godt øje for Rasmus Højlund, der er ved at bryde igennem på det danske landshold.

Selver Elezovic
Selver Elezovic
Udgivet: 27.03.2023 12:08
Højlund stjæler overskrifter i engelske aviser: Sammenlignes med Haaland
Højlund stjæler overskrifter i engelske aviser: Sammenlignes med Haaland

Danske Rasmus Højlund har tidligere erklæret sin kærlighed til Manchester United, som han ifølge ham selv har holdt med, siden han var helt lille.

Hans kærlighedserklæring til de røde djævle stjæler mandag overskrifter, herunder i den lokale avis Manchester Evening News. Det sker, efter at den 20-årige angriber har scoret fem mål i Danmarks seneste to EM-kvalifikationskampe mod Finland og Kasakhstan.

Manchester Evening News har mandag udgivet et mindre portræt af danskeren, hvori avisen sammenligner ham med den norske stjerneangriber Erling Haaland. Avisen fremhæver også Højlunds udtalelse til Ekstra Bladet i januar, hvor han fortalte, at han er stor fan af Manchester United.

Med udgangspunkt i det ovennævnte diskuterer skribenten bag artiklen Højlund som muligt transferemne på Old Trafford.

Også det engelske medie Metro skrev søndag en artikel med Højlund i overskriften, hvori avisen skriver om Ekstra Bladets rapportering om, at Manchester United viser “konkret” interesse for den danske Atalanta-angriber.

Den store opmærksomhed omkring Højlund rækker dog ikke kun til de engelske og danske aviser. På sociale medier har flere Manchester United-fans verden over fået øjnene op for danskeren ovenpå hans fem mål for det danske landshold.

Hvad siger du?

Bør United gå efter Rasmus Højlund til sommer, eller er det for tidligt for danskeren med et skifte til Old Trafford?

Diskutér det i kommentarfeltet herunder.