Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en ny låge i vores julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”. Herunder åbner du første låge af vores julekalender.

Jeg boede hos en dansk familie i Haslev i 1969–70. Min stedmor var storforbruger af Billed-Bladet, Se & Hør, Familiejournal og alt, hvad der ellers havde kendte ansigter på forsiden.

Når hun var færdig med dem, fik børnene, heriblandt jeg, lov til at bladre. Det var dér, midt mellem sladder og stjerner, at jeg så ham første gang: en flot mand, omringet af en hel hær af smukke kvinder.

Jeg troede i første omgang, at han måtte være en popstjerne. Jeg var begyndt at lytte til The Beatles, Rolling Stones, Chuck Berry og Elvis, så selvfølgelig måtte han være en musiker, en heldig rockgud med fans og damer nok til et helt liv.

Men så læste jeg teksten under billedet: George Best – fodboldspiller for Manchester United.

Og dér blev jeg solgt. Fra oktober 1969 har jeg været fan, og ikke bare lidt. Jeg blev forelsket i klubben.

Best var noget helt andet end de fleste fodboldspillere, jeg havde set. Et naturtalent under Matt Busbys vinger, en tekniker, der kunne drible, som om bolden var limet til fødderne. Han kunne altid levere i de store kampe.

Årets spiller i Europa i 1968, og han lignede en filmstjerne mere end en atlet. Han havde charme, han så fantastisk ud, og vi fans elskede at se ham… selv igennem et sort/hvidt tv.

Jeg glemmer aldrig hans mål mod Benfica i Europacup-finalen i 1968. Han tog bolden, løb, drev forbi keeperen og lagde den i nettet, som om det var det mest naturlige i verden. Eller hans mål mod Sheffield United i 1970, et sololøb. Det var kunst. Ikke fodbold, men kunst.

De siger, at nogle spillere er født til spillet. George Best var født til Manchester United.

You’re simply the BEST.