Loading
Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en ny låge i vores julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”. Herunder åbner du den 11. låge af vores julekalender.
Et godt United-minde indeholder som minimum to hovedingredienser: en sejr til de røde djævle og godt selskab. Allerhelst også et tredje: Old Trafford.
Dertil kommer øllene, målene, omfavnelserne og alle følelserne.
Der er mange gode ingredienser i det minde, jeg vil fremhæve her. Det indeholder de tre hovedingredienser, men har også dén ekstra lille detalje, der gør det rigtig lækkert. Du ved – ligesom når man runder chili con carne af med en halv plade mørk chokolade.
For det var slet ikke meningen, jeg skulle have haft oplevelsen.
Jeg havde længe forsøgt at planlægge en tur til Manchester med mine brødre. Af forskellige praktiske årsager landede vi på hjemmekampen mod West Ham i forrige sæson – den tredjesidste Premier League-kamp.
Det kunne både blive en dreng og en pige – det vidste vi. Det kunne blive et vigtigt opgør om Champions League-pladser, hvis United mod forventning spillede en god sæson. Omvendt kunne det også blive en værre omgang badebold, fordi United hverken kunne nå det ene eller det andet.
I kender historien, så det vil jeg ikke udpensle. Og det her handler slet ikke om det rædderlige 0-2-nederlag på Old Trafford.
Det handler derimod om det, der skete om torsdagen i selvsamme uge.
For da Harry Maguire tre uger forinden stangede 5-4-målet ind hjemme mod Lyon, besluttede mine brødre og jeg at ændre planerne og tage af sted en dag før – og forsøge at skaffe billetter til returkampen mod Athletic Club Bilbao i Europa League-semifinalen.
Og det lykkedes. Både at skaffe fly- og kampbilletter.
Vi tog af sted torsdag morgen og landede i solbeskinnede Manchester et par timer senere. Klubbernes første møde ugen forinden havde ikke gjort baskerne forlegne. De gik stolt rundt i byen og viste deres klubfarver frem.
Vi fik frokost, smed vores ting i en Airbnb-lejlighed og begyndte at bevæge os mod kamppladsen. Fire timer til kampstart.
Det første slag skulle slås på The Trafford – pubben, der ligger skråt over for The Bishop Blaize i det livlige kryds mellem Chester Road og Sir Matt Busby Way. Først et par fadøl til os hver, så et par samtaler med briter, der ville komplimentere min brors sorte Cristiano Ronaldo-trøje fra 03/04-sæsonen, og så ind på floor og skråle med på Ruuuuuuuben Aaaaaamorim.
Alle havde glemt elendighederne fra den hjemlige liga og var allerede begyndt at drømme sig tilbage til San Mamés, hvor finalen som bekendt skulle spilles små to uger efter aftenens kamp. Jeg har sjældent oplevet så god en stemning rundt om Old Trafford, som jeg gjorde denne torsdag.
Det samme gjaldt inde bag murene. Old Trafford var levende – jo jo, det var European Night – men alligevel blev jeg blæst en smule bagover. Det samme blev mine brødre. Det var deres første tur.
I dagens anledning var der også forberedt tifo og fyrværkeri til holdenes indmarch. Der var lagt i kakkelovnen til en stor aften.
Opgøret burde allerede have været lukket i første halvleg. Men Garnacho ville det anderledes og misbrugte nonchalant en friløber. Kort efter bankede Mikel Jauregizar den ind fra 30 meter.
Og så begyndte nervøsiteten at brede sig. Ikke hos mig – jeg var stadig sikker på avancement – men den lagde sig som en dyne over Old Trafford. Det var trods alt kun tre uger siden, vi havde været vidne til kollapset og det efterfølgende sensationelle comeback mod Lyon.
Skældsordene kom fra højre og venstre, særligt mod Rasmus Højlund, husker jeg. Min anden bror, der havde en Højlund-trøje på, følte sig en smule forurettet.
Men som bekendt gik det hele alligevel. Mason Mount blev skiftet ind i anden halvleg, vendte på en tallerken og punkterede hele Old Traffords nervøsitet med sit slangehug. Og derfra var det én stor fest. I de sidste ti minutter blev vi forkælet med hele tre mål – også ét af Højlund – og så smed min bror trøjen og holdt den op mod alle kritikerne på tribunen.
Manchester United skulle spille en europæisk finale igen. Og udenfor stadion, på pubs og i letbanen, lød der kun én sang:
Follow, follow, follow
’Cause United are going to Bilbao
There’ll be thousands of reds
We’ll be pissed out our heads
’Cause United are going to Bilbao
Det var en fuldstændig fabelagtig start på weekenden i Manchester. Desværre toppede den også dér. Søndagens kamp vil jeg stadig ikke dvæle ved – og heller ikke finalen mod Tottenham.
Tidligere redaktør Thobias Lisby Hermannsen er næste i rækken til at fortælle om sit bedste United-minde – og vi skal ikke lang tid tilbage.
