Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en ny låge i vores julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”. Herunder åbner du tredje låge af vores julekalender.

At vælge sit bedste United-minde er en nærmest umulig opgave. Især når jeg har forsøgt at vælge noget, der ikke er Champions League-triumfen fra 2008, som nok er mit favoritminde.

Trods klubbens nedgang siden 2013, har holdet fortsat bragt os fans utallige af mindeværdige øjeblikke. Derfor har jeg valgt at fortælle om en oplevelse, jeg finder særligt sjov som United-fan.

Vi skal tilbage til tiden under en træner, som jeg personligt var imod ansættelsen af fra begyndelsen. José Mourinho blev af mange fans anset som værende manden, der skulle føre klubben tilbage til storhed.

I sæsonen 2017-18 høstede hans røde djævle 81 point, hvilket er klubbens største pointhøst siden Sir Alex’ abdicering. Mit valgte minde er netop fra den sæson.

Selvom United blev nummer 2 i den sæson, var holdet aldrig for alvor tæt på mesterskabet. For det var nemlig den sæson, hvor Pep Guardiolas Manchester City hentede 100 point, som i dag stadig er rekord i Premier League.

Den 7. april 2018 skulle de to hold mødes på Etihad Stadium i en kamp, der havde lidt mere betydning end andre Manchester-derbyer. For City kunne med en sejr sikre sig mesterskabet.

Jeg havde en aftale med nogle kammerater samme aften, men havde fortalt dem, at jeg først ville mødes efter kampen, som jeg ville se for mig selv, fordi jeg var nervøs for kampens udfald.

En kinesisk restaurant i Vanløse

Den følelse følte jeg blev retfærdiggjort i første halvleg, hvor de lyseblå rivaler på fuld udblæsning rev United rundt. De røde djævle kunne ikke få et ben til jorden i de første 45 minutter, hvor City gik til pause med 2-0. Jeg turde knap nok holde øjnene åbne under den halvleg, som City nok kunne have ført med fire eller fem mål, hvis alt var gået deres vej.

Normalt slukker jeg aldrig for en kamp, uanset hvor skidt det går. Faktisk havde jeg aldrig gjort det og heller ikke siden den kamp. Men lige den aften kunne jeg simpelthen ikke overskue at se mere. Så jeg droppede at se anden halvleg og i stedet møde mine venner lidt tidligere end planlagt.

Jeg slog notifikationer fra på FotMob, så jeg ikke skulle mindes om flere City-scoringer.

Da en kammerat og jeg satte os på en kinesisk restaurant i Vanløse, havde jeg forsøgt at glemme alt om kampen. Stegte ris, kinesisk grillmad og godt selskab fik humøret på rette spor igen.

Men pludselig blev jeg hevet ud af min ubekymrede boble. På et bord ved siden af gjorde en af to unge gutter den anden højlydt opmærksom på, at United havde udlignet. Min første tanke var, at det nok var en joke. Så jeg spurgte dem ind til det. OG DEN VAR GOD NOK. Paul Pogba havde ti minutter inde i anden halvleg scoret to mål.

WOW. Det havde jeg ikke forventet. Jeg vendte dog tilbage til min ubekymrede boble for at undgå at få forventningerne alt for højt op. Ikke længe efter brød de to gutter ud i en slags jubel igen.

3-2 TIL UNITED – udbrød de til mig og min kammerat. Jeg kunne ikke tro det, men jublede Jmed på Chris Smallings mål i den fyldte restaurant.

Kampen huskes af mange i dag som en af de vildeste under José Mourinho. En kamp, hvor Paul Pogba for alvor trådte i karakter, og hvor Alexis Sánchez en sjælden gang viste sin klasse i United-trøjen med tre flotte målinvolveringer.

Selvom jeg ikke fik set anden halvleg, mindes jeg den stadig for at opleve den gennem et bord af gæster på en kinesisk restaurant i udkanten af Vanløse.

Den kamp mindede mig om, hvorfor jeg aldrig før havde gået fra en kamp før tid, og hvorfor jeg skulle være varsom med at gøre det i fremtiden.