Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en ny låge i vores julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”. Herunder åbner du tyvende låge af vores julekalender.

Lads, it’s Tottenham.

De ord gav i særdeleshed genklang op til Europa League finalen 21. maj i år. Det er egentlig nogle år siden, jeg hørte dem sidst, men særlige begivenheder kræver særlige citater, og Tottenham i en europæisk finale er vel et eksempel på netop det.

Denne gang gik den ikke, men tilbage i 2001 vendte vi det hele på hovedet.

Det her er historien, der er et symbol på 00’ernes United. Historien om en David Beckham, som greb hele min barndom og forvandlede den til ren magi, og om de 45 minutter, jeg troede, jeg skulle være Tottenham-fan.

Betagende Beckham

Tottenham – Manchester United, 29. september 2001 var første gang, jeg så samtlige 90 minutter af en fodboldkamp. Drengene i skolen var så småt begyndt at heppe på deres yndlingshold, men jeg havde ikke rigtig fundet melodien.

I min familie holder man med Liverpool, men de var allesammen altid sure i weekenderne – og det havde jeg i hvert fald ikke lyst til!

Så den her eftermiddag sad jeg altså klistret til skærmen – i dag var dagen! Jeg skulle blive fan af et fodboldhold.

Tottenham kom hurtigt foran. Først med én, så to og kort før pausen også med tre.

Kommentatorerne troede, ligesom jeg, at kampen allerede var afgjort, og jeg havde dermed udråbt mig selv som Tottenham-fan. Men så kom den. Den der United-ting, som ingen statistik nogensinde kan forklare.

United begyndte at jage, presse og kæmpe. Cole scorede. Blanc scorede. Ruud scorede. White Hart Lane kogte gennem fjernsynet, og det samme gjorde jeg. Jeg jublede, selvom mit nye favorithold var ved at smide det hele på gulvet. Og det øjeblik, hvor jeg virkelig mistede det, var da David Beckham sparkede bolden ind til 5-3.

En klassisk Beckham-kasse – elegant, præcist, nærmest arrogant. Han løftede armene, ikke i jublende triumf, men som om han bare sagde: Sådan gør man det, drenge.

Og jeg havde glemt alt om min nyfundne kærlighed for Tottenham. Faktisk var det første – og sidste – gang jeg skiftede klub.

Det var ikke bare comebacket, der gjorde kampen legendarisk. Det var den her følelse af, at United aldrig var færdige. Den slags mentalitet, som ikke kunne læres på træningsbanen, men som var indgroet i klubbens DNA, i vores historie.

Når eksperter taler om den æra, nævner de ofte Giggs’ løb ned ad kanten, Scholes’ afleveringer i dybden og Roy Keanes morderblik, når tingene spidsede til. Og ja, det var alt sammen vigtigt.

Men for mig var det Beckham. Det var måden, han altid tog bolden frem i banen, og sagde: Giv mig den. Jeg ordner det. Den dag mod Tottenham viste han hele verden, hvorfor vi bærer nummer 7 med stolthed.

Så når nogen i dag spørger mig, hvorfor hårene stadig rejser sig på mine arme, når jeg hører frasen “Lads, it’s Tottenham!”, smiler jeg bare. For jeg tænker ikke på statistikker, taktikker eller expected goals.

Jeg tænker på min barndom, på lyden af kommentatoren, der skriger, at vi har gjort det igen, og på dét perfekt placerede spark fra kanten af feltet.