Karakterbogen: Få lysglimt vinder et point for United
United henter et point på hjemmebane mod Liverpool. Liverpool var klart det bedste hold på banen, men United var alligevel tæt på at stjæle sejren i 2. halvleg.


På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:
1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999.
André Onana – 8
At Onana kun lukker to mål ind i denne kamp er ubegribeligt. Han leverer selv en stærk indsats og kan ikke gøre noget ved de to mål. Han er blandt Uniteds vigtigste i dag og med 28 skud imod sit mål er han medskyldig i, at United stadig var inde i kampen.
Aaron Wan-Bissaka – 3
Han spiller en blandet kamp, med både gode og dårlige aktioner, lige indtil han begår straffesparket. Det var et meget klodset straffespark, som under ingen omstændigheder må ske og slet ikke på det tidspunkt i kampen. Det trækker gevaldigt ned. Han laver dog en assist på Mainoos mål, men det er ikke hans fortjeneste.
Diogo Dalot – 5
Han spiller over for en velspillende Diaz, der særligt i første halvleg vinder duellen mellem de to. Der er flere aktioner, hvor han bliver afdriblet. I 2. halvleg får han spillet sig op leverer flere vigtige indgreb og lækre tekniske finesser.
Willy Kambwala – 7
Taget i betragtning, at dagens derby var hans første af slagsen, så kommer han rigtig godt ud af kampen. Han virker stærk i en-mod-en-duellerne og fik i flere omgange afvist Darwinson Nunez på hurtighed og styrke. Til gengæld mangler han lidt med bolden, og derfor bliver det ikke til en højere karakter
Harry Maguire – 7
Han leverer også en rigtig brav indsats. Er ligesom sin holdkammerat i midterforsvaret også bedst uden bold i dag.
Casemiro – 3
Puha, han er svær at holde af for tiden. Han virker meget langsom i sine bevægelser og bliver flere gange sat inde på midtbanen. Han har nogle vigtige tacklinger og leverer få gange også nogle gode, men også satsede afleveringer. Så man blandt andet på Uniteds opspil til 2-1-målet.
Mainoo – 6
Han laver en sand perle af et mål i midten af anden halvleg. Ellers er der faktisk ikke meget mere positivt at berette om hans indsats. Hans første halvleg var rigtig sløj, og måske var det også ham, der ikke dækkede ordentligt op på hjørnesparket på Liverpools første mål. Havde han ikke scoret målet var det blevet til et 3-tal eller 4-tal.
Bruno Fernandes – 5
Han er også helt væk i første halvleg, både defensivt og offensivt. I mange situationer træffer han de forkerte og svære valg i stedet for bare at spille det ‘nemme’. Hans mål til 1-1 er virkelig en genialitet – det må man tage hatten af for. Men generelt mangler han kvalitet i de basale aktioner.
Marcus Rashford – 3
Han spiller ikke sin bedste kamp. Han var en trussel for Liverpools forsvar, og ja, han var en af Uniteds farligste våben i kampen. Men nøj, hvor savner man noget kvalitet fra ham. På den sidste tredjedel træffer han de forkerte afslutninger og mangler virkelig at færdiggøre sine aktioner. Han dribler for meget og har ikke overblik for sine medspillere. Det er ærgerligt, for han bringer sig selv i nogle gode situationer. Noget andet er hans attitude. I en kamp som denne bør han træde mere karakter. Hvis ikke fodboldmæssig, så verbalt.
Alejandro Garnacho – 5
Scorer meget tidligt i kampen, men bliver dømt offside. Han har et kæmpe løbepensum og viser det også i dag. Desværre for ham, så er han ikke farlig nok i de afgørende momenter, og derudover lavede han et dumt boldtab til sidst, som var ved at koste.
Rasmus Højlund – 4
Han taber sin direkte duel til Quansah og Van Dijk. Men hans arbejdsindsats kan man ikke tage fra ham. Det vi savnede fra ham i dag, var tilstedeværelsen og skarpheden foran mål. I de afgørende situationer får han ikke taget det rigtige løb eller den rigtige berøring.
Indskiftninger
Antony (ind 66) – 4
Han er meget anonym i den tid, han er inde. Får ikke rigtig sat sit aftryk på kampen. Kun i det sidste minut får han sat en afslutning ind, men uden skarphed.
Sofyan Amrabat – UB
Mason Mount – UB
