OldTraffor.dk Logo
Udgivet over 3 år siden|Nyhed

Karakterbogen: Midtbanen tabte kampen for United

Læs vores karakterbog af Manchester United-Leeds herunder.

Rasmus Lykke Therkelsen
Rasmus Lykke Therkelsen
Udgivet: 08.02.2023 23:21
Karakterbogen: Midtbanen tabte kampen for United
Karakterbogen: Midtbanen tabte kampen for United

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

David de Gea – 4

Det er ikke, fordi han kunne have gjort det store ved de to mål, men han hjalp i den grad heller ikke sit hold i fase 1-spillet, hvor United slet ikke kunne bryde Leeds ned. Derfor går spanieren en karakter ned.

Diogo Dalot – 3

Han skal være heldig med, at han leverede en flot assist ved 1-2-målet. Tabte stort set alle dueller til Gnonto og kunne ikke lægge en aflevering frem i banen. Wan-Bissaka må være førstevalg efterhånden.

Raphael Varane – 2

Uheldig er Varane til gengæld med, at han havde sidste fod på 0-2-målet. Derudover var han en skandale i opbygningsspillet, og jeg synes egentlig, det er den ringeste kamp, vi har set fra franskmanden i United-trøjen.

Lisandro Martínez – 5

Anderledes positivt var det for Martínez. Godt nok kunne han heller ikke ramme en mand frem i banen, men til gengæld tacklede han alt, der kom hans vej. Så ender man på en middelkarakter i min bog.

Luke Shaw – 5

Var kampen stoppet efter 60 minutter, var Shaw nok landet på en 2-3-stykker, men hans samarbejde med Sancho og Rashford i den sidste halve time var decideret kampafgørende. Så stryger man væsentligt opad på karakterskalaen.

Marcel Sabitzer – 2

Jeg ved ikke, hvad TV3 Sports kommentatorer mente, da de sagde, han fik en fin startdebut. Det gjorde han ikke. Han var helt pakket ind af Leeds’ midtbane i opbygningsspillet, tabte sine dueller, lavede dumme frispark, og når han så fik bolden, så smed han den typisk væk. I dag var ikke en kamp for østrigeren.

Fred – 3

Sabitzer kan trøste sig med, at det ikke var ret meget bedre hos hans midtbanekollega Fred. Også Fred kunne heller ikke holde på bolden, og ligeså energisk han er, ligeså overdrevet febrilsk bliver han, når kampbilledet var, som det var i dag. Nøj, hvor kunne vi have brugt Eriksen til at tage tempo ud af kampen i dag.

Bruno Fernandes – 5

Dårlig første halvleg, men spillede sig gevaldigt op i anden ligesom de fleste af hans holdkammerater. Dog manglede den sidste skarphed for portugiseren i dag.

Marcus Rashford – 7

Onde tunger kunne vælge at kritisere ham for hans første halvleg, men reelt set var det ifølge mig bare en fejldisposition at sætte ham på højrekanten til at starte med. I anden halvleg viste han, hvorfor han er en af verdens allerbedste fodboldspillere, og i de sidste 30 minutter var han decideret unplayable.

Wout Weghorst – 4

Viser prøver på sine forcer i opbygningsspillet, men trods hans store størrelse fylder han intet i feltet og på lange bolde. Så forstår man godt, han blev taget ud efter en time. Og voila, så blev United pludselig meget bedre.

Alejandro Garnacho – 3

Alejandro, mi amigo, du ved, hvor meget jeg holder af dig som spiller. Men det her var ikke en af dine bedste kampe. Tværtimod. Du var for overtændt, ville for meget, og du brændte et par store chancer. Men kom igen. Dine chancer skal nok komme.

Indskiftere

Jadon Sancho – 7 (Kampens spiller)

Hvis Sancho også spiller sådan her til træning, bør han starte inde næste kamp. Drev gæk med Ayling, da han kom ind, og scorede fortjent til 2-2. Derudover skabte han flere fine muligheder og satte velsagtens ikke en fod forkert. T A K, fordi vi måtte se dig spille fodbold igen, Jadon.

Facundo Pellistri – 5

Ikke helt så synlig var Pellistri, der dog har fin andel i 1-2-målet.

Victor Lindelöf og Tyrell Malacia er udenfor bedømmelse.

Vil du vise, at du er klogere end vores skribent og levere de “rigtige” karakterer til dagens kamp? Så giv dit bud på kampens karakterbog i kommentarfeltet under artiklen, så er du med i konkurrencen om at vinde en United-trøje.