OldTraffor.dk Logo
Udgivet cirka 1 år siden|Nyhed

Karakterbogen: Når man får chancen, skal man også gribe den

Et rotationspræget United-mandskab led søndag et 4-1-nederlag til et Newcastle-hold, der var bedst på alle parametre. Garnacho scorede, og Bayindir gjorde Onana kunsten efter. Her er karakterbogen.

Thobias Lisby Hermannsen
Thobias Lisby Hermannsen
Udgivet: 13.04.2025 19:58
Karakterbogen: Når man får chancen, skal man også gribe den
Karakterbogen: Når man får chancen, skal man også gribe den

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den ringe indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den dårlige indsats, der primært bød på negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.

Altay Bayindir – 3
Hmm. Når man får chancen, skal man også gribe den. Aktionen ved 4-1-målet er horribel og overskygger en egentlig godkendt kamp af Bayindir. Derfor lander den på 3. Målmandsposten er noget af et hovedbrud for Amorim.

Noussair Mazraoui (ud 79′) – 4
Har spillet for meget på det seneste og så træt ud i dag. Skidt boldtab ved 3-1-scoringen og havde sit hyr med Barnes – særligt i anden halvleg.

Victor Lindelöf – 4
Blev sat på prøve af sin svenske landsmand Isak, men håndterede det bedre, end jeg havde frygtet. Skulle han have gjort mere ved Barnes’ andet mål?

Leny Yoro – 5
Tager mere og mere ansvar i det opbyggende spil og er ved at vænne sig til fysikken i Premier League.

Diogo Dalot – 5
Godt drev med bolden og timing i afleveringen, da han satte Garnacho op til 1-1-målet. Viste generelt noget initiativ i omstillingerne og var en af de eneste, der kunne hamle op med Newcastles fysik. Men blev afdriblet alt for nemt ved 2-1-scoringen.

Manuel Ugarte (ud 71′) — 4
Han arbejder jo altid en vis legemsdel ud af bukserne. Men ham og Eriksen blev overmatchet af Newcastles trio på midtbanen og fik aldrig kontrol over kampen.

Kom til at spille for småt sammen med Eriksen i nogle situationer centralt. Det er han ikke dygtig nok til, og det kostede ved 1-0-scoringen. Fik også et tidligt gult kort.

Christian Eriksen – 4
Meget, meget anonym indsats fra danskeren i dag. Newcastles midtbane er ikke Eriksens kop te. Han bliver spist levende i duellerne.

Harry Amass (ud 55′) – 5
Spændende med startdebut til den 18-årige back. Han blev testet af rutinerede Murphy og Trippier, men slap fornuftigt fra det. Viste også prøver på sine fine tekniske færdigheder.

Resumé: Kørt over på St James’ Park

Alejandro Garnacho (ud 55′) – 6 (kampens spiller)
For en gangs skyld kold foran kassen, da muligheden bød sig. Klogt sparket ind af den unge argentiner. Lad ham nu blive på højre side, Amorim! Der kom igen flere gode cutbacks fra Garnachos fod.

Bruno Fernandes (ud 82′) – 5
Mesterligt den måde han kombinerede med Zirkzee i starten af kampen. Ikke kaptajnens bedste kamp, og han var synligt frustreret – med god grund.

Joshua Zirkzee (ud 55′) – 6
Er blevet bedre til at bruge sin store krop. Fantastiske kombinationer med Bruno efter 10 minutter – det havde været et drømmemål! Virkelig synd, at han måtte lade sig udskifte med en baglårsskade kort efter pausen, da han ellers havde indledt anden halvleg med et par flotte aktioner.

Indskiftere

Rasmus Højlund (ind 58′) – 6
Fint indhop i dag. Var bedre venner med bolden end sædvanlig og indgik fint i spillet. Vandt også et par dueller mod Schär og Burn.

Mason Mount (ind 55′) – 5
Intet nævneværdigt.

Patrick Dorgu (ind 55′) – 4
Laver simpelthen for mange frispark.

Luke Shaw (ind 79′) – UB

Kobbie Mainoo (ind 82′) – UB

Rúben Amorim – 4
Den kamp havde cheftræneren solgt på forhånd, og det ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal tænke om. Kampen på torsdag er langt, langt vigtigere end dagens kamp. Men det var godt nok trist at se på. Omvendt var det fedt eksempelvis at se Amass fra start.

Læsernes karakterbog: Afgiv dine stemmer efter en skuffende aften på St. James Park