Klubsalg: Hvad ved vi om anden budrunde?
Onsdag aften forløb anden budrunde af Glazer-familiens potentielle salg af Manchester United, som investorer har lagt rekordstore bud på.


Onsdag aften landede flere købstilbud på Manchester United hos Glazer-familien, som bekendt har åbnet op for et salg af klubben.
Det skete på en aften, hvor finanshuset Raine Group, som Glazer-familien har hyret til at stå for salget, havde sat en deadline for bud klokken 22.oo dansk tid.
Men hvad ved vi egentlig om onsdagens bud? Det vil vi forsøge at give et overblik over i denne artikel.
Hvordan er anden budrunde forløbet?
Ifølge Matt Lawton, der er ledende sportskorrespondent ved avisen The Times, har Ineos og de qatariske investorer begge oplyst, at deres blev afgivet indenfor for deadline. Det skriver Lawton i et tweet tæt på midnat onsdag, hvori han kalder det en “bizar” i udvikling i anden budrunde.
Modsat skriver BBC Sport natten til torsdag, at Ineos, der repræsenteres af Sir Jim Ratcliffe, og qatariske Sheikh Jassim bin Al Thani havde bedt om at få forlænget deadline for at afgive bud på Manchester United. BBC Sport tilføjer, at “flere” andre investorer nåede at afgive et bud indenfor deadline.
Torsdag skriver det amerikanske sportsmedie ESPN, at Raine Group sent onsdag aften forlængede tidsfristen for bud, så potentielle bydere kunne “finpudse” deres bud. Det samme beretter Sky Sports.
Hvem har budt?
BBC Sport beretter om, at “flere” investorer nåede at afgive et bud indenfor deadline, herunder Ineos og de qatariske investorer. De to velkendte investorer ønsker begge en majoritetsovertagelse af klubben.
The Times’ Lawton skriver torsdag eftermiddag, at finanshuset Elliot Management, der for få år siden ejede AC Milan, har afgivet et bud på en minoritet af aktierne i Manchester United. Flere engelske medier har tidligere skrevet om amerikanernes interesse, som Glazer-familien kan bruge til at forblive i klubben.
Hvor meget lyder buddene på?
Der er umiddelbart ingen medier eller journalister, der kan berette om et præcist beløb fra de forskellige budgivere. Men flere engelske medier, herunder The Times og Sky Sports, skriver, at buddene fra Ineos og de qatariske investorer er i en størrelsesorden, der vil gøre Manchester United til den dyrest handlede klub i sportshistorien.
Den dyreste handlede sportsklub i verden er det amerikanske NFL-hold Denver Broncos, der i juni 2022 blev handlet til 4,65 milliarder dollar, der på daværende tidspunkt svarede til omkring 34,4 milliarder kroner.
The Athletic skriver, at buddene ligger på omkring fem milliarder pund – svarende til omkring 42 milliarder kroner.
Ifølge det troværdige medie er buddene fra de to budgivere på forskellige aktieandele. Ineos og Sir Jim Ratcliffe ønsker at købe de 69 procent af aktierne, som Glazer-familien ejer i klubben. Englænderen har på nuværende tidspunkt ikke at afgivet bud på de resterende 31 procent af aktierne i klubben, som ejes af flere minoritetsinvestorer.
Modsat ønsker qatariske Sheikh Jassim bin Al Thani en fuld overtagelse af klubben, som hans delegation vil købe 100 procent af aktierne i.
