Loading
(Photo by Michael Regan – The FA/The FA via Getty Images)
Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Ikke én eneste englænder var at finde i Manchester Uniteds startopstilling i går.
Faktisk var der ikke engang en brite blandt de startende elleve.
Det er bemærkelsesværdigt for en klub, der bryster sig af at stå på skuldrene af engelsk arbejdskultur og selvudviklede talenter.
Alligevel fylder lokalområdet mindre og mindre i klubbens identitet, mens fokus i stigende grad rettes mod udenlandske fans som dig og mig – frem for de mennesker, der startede klubben og de værdier, den brander sig på.
Jeg ville ønske, at Manchester United tog stilling og opsatte nogle uskrevne interne regler for sig selv omkring engelske spillere. Nøjagtig ligesom det virker til, at man har gjort omkring akademispillere i truppen. Manchester United har nemlig ikke spillet en fodboldkamp siden oktober 1937 uden en akademispiller i truppen.
På den måde er akademispillere blevet en identitetsmarkør i klubben og noget, som Manchester United-fans kan være stolte af, i modsætning til startelleveren i går.
Men det er tydeligt for enhver, at international topfodbold bevæger sig mod stadigt mere internationale startopstillinger.
Da de kommende engelske mestre i sidste måned mødte deres lokalrivaler, Everton, var det for første gang i Liverpool FC’s historie, at ingen englænder var at finde i startopstillingen.
Alligevel er det svært at forestille sig et FC Bayern München uden tyske spillere eller et FC Barcelona uden spaniere – internationale topklubber, som stadig har et stærkt bånd til deres lokalområde. Det er bare, som om englænderne ikke tager deres patriotiske Brexit-følelse helt så alvorligt, når det gælder Premier League.
Det er trist at se Manchester United udvikle sig til en klub, hvor trænerstab, ledelse og spillertrup er fyldt med udlændinge uden tilknytning til hverken Manchester eller England.
Hvis det fortsætter sådan, kan man lige så godt kalde klubben for United Reds FC – for hvad er der egentlig tilbage, som gør den til Manchester United?
Det er formentlig de færreste, der er vokset op i Manchester, som kan spejle sig i André Onana, Casemiro eller Victor Lindelöf og deres ophav.
Derfor var Marcus Rashford som spiller og brand afsindig værdifuld for klubben. En englænder, opvokset i Wythenshawe, som i den grad gav tilbage til sit land og lokalområde, da han fik succes.
Samtidig med at gårsdagens startopstilling blev offentliggjort, så vi de lokale fans på barrikaderne demonstrere mod klubbens ejerskab – et ejerskab, der ifølge dem trækker klubben længere væk fra sine rødder og yderligere distancerer de lokale fra Manchester United.
Det virker, som om Manchester United har mistet forståelsen for, hvorfor fodboldklubber altid er tilknyttet specifikke områder og nationale ligaer – de skal repræsentere deres by og byens borgere.
På torsdag møder klubben Real Sociedad i Europa League og repræsenterer her England i europæisk sammenhæng. Ironisk nok kan det åbenbart lade sig gøre uden en eneste engelsk spiller på holdet, ifølge klubben selv.
Hvis det bliver en vane for klubben at stille sådan op, er det for mig et tydeligt tegn på, at Manchester United fra England udelukkende er et internationalt fodboldbrand uden en klar identitet.
Selvfølgelig behøver ikke alle spillere at være lokale, som Marcus Rashford eller Gary Neville. Spillere som Rio Ferdinand og Bryan Robson, der ikke er lokale, men stadig engelske, har også båret klubbens identitet, og Patrice Evra og Ji sung Park har gjort det samme.
Mit problem med de manglende engelske spillere bunder i bund og grund i, at spillerne på banen skal afspejle klubben og dens fans.
Men Manchester United er ikke længere en arbejderklub, som de lokale drager til Old Trafford for at se. Det har arbejderklassen i England ganske enkelt ikke råd til – slet ikke nu, hvor de lokale i endnu højere grad bliver distanceret fra klubben efter, at Sir Jim Ratcliffe hæver billetpriserne.
Nej, Manchester United har udviklet sig til et kæmpe stort internationalt fodboldmonster, som for årtier siden begyndte at se ud over de engelske landegrænser for at udvide fanbasen.
Det har betydet, at klubben i dag har en global fanbase. Og det betyder vel netop, at gårsdagens startellever afspejler klubben og dens fans. Derfor kan multikulturelle Manchester United måske ligefrem være en klubværdi at have spillere fra forskellige lande, religioner og kulturer og være noget, man kan profilere sig på.
For hvorfor skal en fodboldklubs værdier altid være fastlåste? I en verden, der konstant udvikler sig, bør fodboldklubber også have mulighed for at udvikle og tilpasse deres værdier.
Manchester United er blevet et kæmpe firma med et voldsomt brand og økonomi, hvor udenlandske spillere tiltrækker udenlandske fans og i sidste ende endnu flere penge.
Men jeg holder ikke med et regnskab. Jeg holder med en fodboldklub, hvis værdier jeg deler, og mit argument om, at kulturel mangfoldighed kan være en klubværdi, er nok i virkeligheden ret søgt.
Det virker nemlig ikke til, at værdierne er under udvikling, men snarere under afvikling, og i mine øjne ser det ud, som om Manchester United med tiden bliver ved med at opgive klubbens oprindelige identitet.
Er Manchester United en engelsk topklub eller et internationalt brand, og har antallet af engelske spillere i startelleveren overhovedet noget med det at gøre?
