Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.

Ruben Amorim er nu fortid som cheftræner i Manchester United.

Ikke ligefrem en sætning, jeg havde regnet med at skulle skrive i dag.

Men Ruben Amorim har gjort nogle ting aktivt for at påvirke, at beslutningen mandag formiddag gav bedre mening. Det er også derfor, at pressemeddelelsen blev så ufatteligt kort.

Lad os lige hæfte os ved dette indhug i Manchester Uniteds korte pressemeddelelse:

“Siden Manchester United ligger nummer seks i Premier League, har klubbens ledelse modvilligt truffet beslutningen om, at det er det rigtige tidspunkt til at foretage en ændring (på cheftrænerposten, red.). Det vil give holdet den bedste mulighed for den højest mulige plads Premier League-tabellen.”

Beskrivelsen ovenover fortæller for mig, at det er af sportslige årsager, at man har valgt at fyre Ruben Amorim. At det ikke er godt nok, at man ligger nummer seks.

Løgn. Det er ikke det, der har fyret Ruben Amorim.

Selvfølgelig er det ikke godt nok at ligge nummer seks for en klub som Manchester United, men når man lige har endt nummer 15 i seneste sæson, og der er tydelig fremgang at spore i flere dele af spillet – og ikke mindst på resultatlisten – er det underligt at fyre en træner, når nu det endelig går bedre.

I stedet er det Ruben Amorims pressemøder, der har fyret ham.

En inspiration

I efteråret talte vi med Jes Mortensen – tidligere bl.a. pressechef i FC København – som sagde, at Amorims kommunikation udadtil har inspireret ham, og velsagtens er hans største styrke. Det er holdninger, jeg som udgangspunkt deler.

Argumenterne var, at Amorim er så ærlig, at det er befriende for fans at høre på – også når det går skidt – men det har backfiret for ham i dette tilfælde.

Jeg er sikker på, at du har set citaterne fra Ruben Amorims to sidste pressemøder.

Så tydeligt, som man kan sige noget uden at sige noget som helst, har han sagt, at han er dybt uenig med Jason Wilcox om alt fra både transferstrategi til formationsvalg, og han gjorde det meget klart, at han ikke følte, at han havde tilliden oppefra til sit projekt.

Desuden sagde han – til citat – at han kom for at være manager og ikke cheftræner, som immervæk var det, han var ansat til.

Det går ikke. Du kan ikke gå ud med den slags brokkerier på pressemøder. Det reflekterer forfærdeligt på klubben, som du er til for at beskytte på pressemøder som disse. Du må ikke sparke bagud i den situation. Det går bare ikke.

Cheftrænere og sportsdirektører er uenige hele tiden. Det skulle jeg da håbe. En veldrevet fodboldklub har den slags diskussioner, hvor alle beslutninger bliver vendt og drejet, og hvor yes-men ikke eksisterer. Problemet er bare, når man fortæller den slags til pressen, så får man et prædikat som galehus.

Det var åbenlyst efter det seneste pressemøde, at det ikke kunne fortsætte på dén måde.

Og hvad så med det sportslige? Det vil jeg helst holde mig fra. De analyser skal nok komme. Jeg vil dog sige dette:

Man kan selvfølgelig aldrig ende nummer 15 i Premier League, men når man nu har nogenlunde fat i Champions League-pladserne efter nytår, netop efter føromtalte skræksæson, er det et tegn på bedring.

Jeg synes, man burde have fyret ham efter Europa League-finalen eller givet ham kontrakten ud. Den her mellem-ting giver ingen mening på et sportsligt grundlag.

Efter min mening er timingen – rent sportslig – derfor fuldstændig uforståelig, og derfor er det naturligvis noget værre pladder, når Manchester United fortæller, at det er af sportslige årsager, at de har fyret ham.

Nej, det er det ikke. Det er kommunikationen.