Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images

Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.

Chido Obi. Harry Amass. Tyler Fredricsson. Jack Fletcher. Shea Lacey. Bendito Mantato.

Disse seks akademidrenge fik debut under Ruben Amorim. Var det nok? Nej, vil nogle mene. Det er også belyst her på sitet i denne kommentar.

Bekymringen er fair, og jeg deler bestemt holdningen om, at det altid skal have en stor prioritering i Manchester United.

Jeg føler dog ikke, at det stod så slemt til under portugiseren. Seks akademidebutanter i 63 kampe. Til sammenligning havde Moyes kun én i 51 kampe, Mourinho havde seks i 144(!) og Erik ten Hag havde syv i 128.

Tre af de seks debut’er kom i et travlt forår, hvor Europa League-fodbold blev prioriteret højest. Her var der gode muligheder for at give minutter til Chido Obi, Harry Amass og Tyler Fredricsson.

Til gengæld var behovet for rotation meget småt i efteråret. Særligt efter fadæsen mod Grimsby Town, hvor der ellers kun har været Premier League-kampe at spille. Og på et hold, der skulle finde sine fødder, skulle man så til at eksperimentere med de helt unge?

Man rådede i forvejen over unge spillere som Kobbie Mainoo, Ayden Heaven, Leny Yoro og Patrick Dorgu. Nogle med mere spilletid end andre. Derfor er det i mine øjne også svært at forlange, at endnu flere unge skulle være inkluderet, når der kun var få kampe til rådighed for de mange friske spillere på bænken.

I december er skader og anden fravær dog eksploderet, og pludselig er der fem eller seks akademitalenter med i hver eneste kamptrup. Det har indtil videre betydet, at Jack Fletcher, Shea Lacey og Bendito Mantato har fået debut.

Hvordan klarede de det så? Tilsyneladende ikke særlig godt.

I OldTrafford.dk’s “Læsernes Karakterbog” efter Wolves-kampen blev Jack Fletcher og Bendito Mantato i hvert fald slagtet, idet de fik de laveste karakterer af alle United-spillerne.

Ruben Amorim og 3-4-2-1 systemet

Det bringer mig tilbage til ansættelsen af Ruben Amorim for 14 måneder siden. Her blev det hurtigt klart, at han ville spille en ny formation, hvilket jeg ikke har haft noget problem med.

Gary Neville og flere andre eksperter har dog været meget kritiske over systemet, og det konkluderes vidt og bredt, at det ‘tydeligvis’ ikke virkede.

Jeg er ikke enig. United har haft perioder med meget overbevisende spil. For eksempel mod Sunderland, som ellers har fået points mod både City, Arsenal, Chelsea, Spurs og Liverpool. United så også rigtig gode ud mod Chelsea, indtil Casemiro fik rødt kort.

Mod Brighton syntes fans også at være enige om, at United burde have ført stort, inden de helt uforklarligt lukkede mågerne tilbage i kampen. Og sådan er der flere kampe eller perioder i kampene, hvor systemet i hvert fald ikke har set problematisk ud.

De gode kampe/halvlege/perioder er dog ofte afløst af det modsatte, hvilket jo har været et problem for United gennem mere end et årti.

Størstedelen af dette årti er dog forløbet med en firebackkæde, så jeg køber ikke, at det er systemet, der skulle medføre de svingende præstationer.

Flere kritikere har også brugt Newcastle-sejren på Boxing Day som rettesnor for, at Ruben Amorim endelig så lyset og gik over til at have fire i forsvaret. Samtidig stiller samme eksperter sig undrende over hans beslutning om at gå tilbage til sit vante system mod Wolves.

Må jeg lige minde om, at United havde 33% boldbesiddelse mod de sort – og hvidstribede? Hvis de to hold spillede fem kampe mod hinanden med nogenlunde samme kampbillede, ville United højst vinde den ene.

En sejr er en sejr. Og det var en vigtig én. Men ellers føler jeg ikke, at kampen er noget, man for alvor kan bruge til at sætte de to systemer op mod hinanden.

Overgangen fra ungdoms – til seniorfodbold

Men! Ruben Amorims system har ikke gjort det let for akademispillerne at blive introduceret til seniorfodbold.

På både U18 – og U21-holdet spilles der typisk 4-2-3-1, og jeg mindes, at jeg ved Amorims ansættelse satte spørgsmålstegn ved, om ungdomsholdene så også ville ændre formation.

Det har de ikke gjort, og det er nok også klogt nok, at man ikke har dikteret en bestemt spillestil for ungdomstrænerne Travis Binnion og Darren Fletcher. Samt Adam Lawrence i starten. Men resultatet er så, at man har uddannet spillerne til ét system, mens de så skal tage et kolossalt skridt op og samtidig introduceres til et nyt.

Jeg kan ikke påstå, at hverken Obi, Amass, Fredricsson, Jack Fletcher, Lacey eller Mantato har gjort sig syndeligt positivt bemærket på førsteholdet. De to sidstnævnte har så også kun fået én kamp hver, hvilket er ærgerligt, da de begge ellers synes at være skræddersyet til Amorims system. Lacey som den højre 10’er og Mantata som wingback.

Chido Obi nåede heller ikke at hverken score eller assistere, selvom han kom med meget hype. I otte kampe. Og Jack Fletcher er allerede ved at få en temmelig hård behandling af United-fans online.

Søndag var der heller ingen af de unge, der kom i spil under Amorims svanesang på Elland Road. Men jeg kan som nævnt heller ikke pege på en eneste, der er kommet ind og har gjort en forskel.

Ruben Amorim blev fyret i går. Og United kommer formentlig til at spille et mere velkendt system allerede fra på onsdag. Jeg forestiller mig, at dette i sidste ende er gode nyheder for de akademispillere, der står på spring for at blive en del af førsteholdstruppen.

Det skyldes dog ikke, at Amorim ikke troede på de unge. For det gjorde han; se bare på hans historik i Sporting.

Det skyldtes i stedet, at forskelligheden i hans og klubbens/akademiets formationer var for store til at sikre en let overgang fra ungdoms – til seniorfodbold.

Derfor er det i sidste ende også godt for de unge, at han nu er fortid i United.