Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.

Hvad skal Manchester United repræsentere? Hvad er klubbens DNA?

Det er to spørgsmål, som er blevet stillet hyppigt gennem de seneste mange år, hvor storklubben gang på gang er fejlet i forsøget på at finde tilbage til tidligere tiders storhed. Og spørgsmålene bliver stillet igen, nu hvor der endnu en gang skal ansættes en ny træner til et nyt projekt.

Af alverdens årsager vil jeg ikke give et bud på taktiske systemer og tendenser, hvilke spillere der skal og kan bruges til hvad og hvorfor. Jeg forholder mig udelukkende til noget mere værdiladent. Dét som får mig til at tænde for TV og se United, og som får mig op af sofaen undervejs. Det som giver mig noget nerve og et sus i maven – og en tro på, at der er bedre tider på vej.

Så denne kommentar handler om, hvilket udtryk jeg ønsker at se, og hvilken slags spillere og træner, der skal repræsentere said udtryk.

United er den centrale del af historien i mange kampe

En protagonist er hovedpersonen i en historie. Det er den karakter, som en historie centrerer sig omkring og som er med til at drive den fremad. Udfolder den. Og det er den rolle, United bør påtage sig i de fleste kampe. Af den simple årsag at det ikke kan være anderledes. Der er pres på i Manchester United, og hver evigt kamp er en historie med dem i centrum. Det skal klubben finde tilbage til at omfavne i stedet for, at forsøge at gemme sig under det og lægge rollen som protagonist over på modstanderen.

Konkret ønsker jeg at se et United-hold som går på banen og jagter scoringer. Så pyt med om mindre hold kommer til Old Trafford og scorer en enkelt eller måske to på grund af personlige fejl eller for satset en gameplan. Så må United sørge for at score to eller tre. Det er det, som hovedpersonen gør – forsøger at løse de udfordringer, der dukker op undervejs. Der kommer et ansvar med at være så stolt en institution, som klubben – med rette – bryster sig af at være.

Det er bare ikke for alle at leve under det pres, som følger med det ansvar. Så det kræver ikke kun dygtige fodboldspillere men også store personligheder, som er klar til at kunne præstere under det pres. Både på og udenfor banen, og dem har United heldigvis nogle af i blandt andet Harry Maguire, Bruno Fernandes, Casemiro(lidt endnu) og Bryan Mbeumo. Kobbie Mainoo viser også tegn på, at han er klar til at tage ansvar. Jeg vil helst ikke komme ind på trænernavne, men den nuværende caretaker har også erfaring med at præstere under det pres.

Tag chancer, lav fejl og efterlad mig på kanten af sædet

Fodbold på topplan er efterhånden blevet til et spil, hvor fejl er blevet forbudte, men når fejl bliver forbudte, bliver risikoen og dermed spændingen det også. Det strider mod det, som Sir Matt Busby og Sir Alex Fergusons mandskaber stod for. Det bliver forudsigeligt, når fejl bliver taget ud af spillet og ønsket om at kontrollere alt bliver midlet til at nå et mål. Et grundprincip for fodbold – og sport generelt – er i mine øjne, at det skal være uforudsigeligt, hvad der sker. Ellers mister det relevans.

Min dåbsattest tillader mig kun at huske tiden under Sir Alex, og selvom skotten kunne blive hidsig, var det sjældent på grund af fejlafleveringer eller dårlig førsteberøringer. I stedet var det, når intentionen, indsatsen og ønsket om at få publikum op af sæderne manglede, at der blev sat stik i den berygtede hårtørrer. Han havde et krav til sine mandskaber om, at publikum skulle have noget for deres penge.

Det var helt bevidst, at han tog chancer og smed folk frem, når der var behov for mål til sidst, og fans på Old Trafford og hjemme i stuerne sad med nedbidte negle på kanten af sæderne. Det virkede ikke altid, men der findes ikke en eneste Fergie Time-scoring, vi fans ville have været foruden. Det er de absolut bedste sejre, og de kommer kun, når spillere og hold får lov til at lave fejl undervejs.

Sæt glæden tilbage i Manchester United

Ovenstående kan sagtens lyde, som om et naivt ønske om at få ‘de gode gamle dage’ tilbage. Fodbold har naturligvis ændret sig, og jeg er bestemt ikke fortaler for, at den kommende træner bare lukker øjnene, kaster nogle terninger og håber på det bedste.

Jeg vil bare gerne have glæden tilbage.

Med først Erik ten Hag og siden et endnu mere stædigt eksempel i Ruben Amorim er der forsøgt med to trænere, som havde dogmatiske, taktiske tilgange til fodboldspillet. Og som virkede mere frustrede og sure for hver kamp, der gik, og det ikke fungerede. Af alverdens årsager. Men det er en negativitet, som forplanter sig på en måde, som kan mærkes, når vi ser kampe, vi egentlig ikke glæder os til at se. Og det er ikke meningen med fodbold.

Jeg så en på Twitter skrive, at under Amorim var glæden det, som blev jagtet. Under Carrick er glæden en del af jagten. Og dén distinktion er vigtig. For den sætter det vigtigste foran: Nemlig at fodbold er til at underholde, inspirere og begejstre. Det er også en erkendelse, der – som alle andre – først kan opnåes via erfaring. Fordi vi lige har været igennem Ruben Amorims beregnede og ikke synderligt inspirerende fodbold, kan vi nu sætte ord på, hvad der manglede.

Et konkret tilfælde fra nyere tid er Jürgen Klopps første tid i Liverpool. Uden at have fuldstændigt styr på kronologien, var der knap 18 måneder, som var præget af ustabile resultater, før skitsen til et klassemandskab begyndte at vise sig. Men undervejs tror jeg, Liverpool-fansene glædede sig – både over enkelte kampe og udsigten til det, det kunne blive til. Altså: Glæden var en del af jagten på noget større.

Jeg håber, den kommende United-træner med opbakning fra ledelsen får mulighed for – og tør – at fejle. Jeg håber, den kommende træner sammen med ledelse, finder ind til et udtryk, som begejstrer og efterlader publikum på kanten af sæderne i forventning om, at der kan ske noget fantastisk hvert øjeblik. Og så skal ledelse, træner og spillere leve med, at der er et kæmpe pres i Manchester United. Det KAN ikke ændres alligevel.