(Ryan Pierse/Getty Images)

Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.

Harry Maguire ville slås med Cristian Romero, som helt kynisk udnyttede Maguires frustrationer til Tottenhams fordel. Bruno Fernandes kunne knap nok ramme en medspiller, og Casemiro var usynlig.

De tre spillere som jeg og andre United-fans satte liden til forud for Europa League-finalen skuffede mig mest. Og det er nok meget sigende for Manchester United anno 2025, at når indsatsen er højest, så knækker de største profiler. Måske meget naturligt men det gør ikke situationen mindre alvorlig. Tværtimod.

I min tid som Manchester United-fan har jeg ikke været så mismodig, som jeg er lige nu. Jeg vil hellere genopleve AGÜEROOOO-øjeblikket end den her følelse. Jeg er fuldstændig nedslået, og det kan skyldes ønsketænkning frem mod finalen. Jeg havde en stor tro på, at United kunne slå Tottenham og sikre Champions League-fodbold. Ikke nødvendigvis på en sprudlende, overbevisende måde men ved at grave dybt, gøre tingene ordentligt og tippe de afgørende marginaler over til egen side.

Imodsætning til finalenederlaget i samme turnering i 2021, er der denne gang ikke Champions League-fodbold at se frem til efter sommer. Og det gør den nuværende situation kritisk for Manchester United. Det synes jeg ikke, der skal herske nogen som helst tvivl om.

Jeg er stødt på argumenter for, at det måske er meget godt for United, at de ikke skal spille europæisk fodbold næste sæson, men det er en tilgang, jeg er meget uenig i, og jeg tror faktisk at alle, som arbejder i fodboldindustrien er det samme. Det er efter min bedste overbevisning altid bedre at være med i Champions League end ikke. Fodboldøkonomen Kieran Maguire udlægger det præcist her til morgen. United står til at gå glip af minimum 120 millioner pund(!) i manglende TV, kommercielle og kampdags-indtægter. Uanset hvor ucharmerende det så end lyder, er det pengene, der får hjulene til at køre rundt i fodbold, og United befinder sig i en meget kritisk økonomisk situation, som de fleste efterhånden er klar over.

120 millioner – mindst – som ville hjælpe uendeligt meget. På den korte bane først og fremmest men også på den lange. Nu og her ville det give Ruben Amorim meget bedre værktøjer til at kunne bygge den trup, han har brug for til sin spillestil, som forhåbentlig bliver seværdig og attraktiv over tid. Men nu er sommerens transfervindue på vippen – længe før det er åbent, og det bringer Amorim i en umådeligt svær situation.

Portugiseren taler fortsat fint for sig, men han kan ikke se sig fri for kritik for det, der er foregået, siden han kom til. I kølvandet på finalenederlaget sagde han, at er klar til at gå – uden kompensation – hvis det er det, klub og fans ønsker. Jeg håber ikke, det kommer så vidt, for det bringer bare klubben ud på endnu mere usikkert vand, men Amorim sidder på et varmt sæde. United har ikke vundet en Premier League kamp siden marts. De er nummer 16 i Premier League og bliver muligvis nummer 17(!), når sæsonen er færdigspillet på søndag med et pointantal som hold tidligere er rykket ned med. I sidste sæson blev Premier League-kampagnen kaldt en katastrofe – hvad skal vi kalde den her?

En ting er resultater og slutplacering i Premier League. Noget andet er det, Amorim forsøger at implementere på banen – altså det han er hentet ind for. Der er sikkert dygtige spillere i truppen, men passer de dygtige spillere til systemet? Og man kan vende den om: Bør en dygtig træner ikke forsøge at lave et system, som passer til de spillere, der er til rådighed? Det sidste kan diskuteres til hudløshed, men det, vi ved, er, at Amorim ikke har tænkt sig at afvige fra sine principper.

Så altså skal spillerne tilpasse sig, eller også skal de gøre plads til, at der kan komme nye ind. Det er en prekær situation, og jeg forestiller mig, det bliver den ikke så bæredygtige mellemvej, hvor Amorim får enkelte nye dele ind, som passer til systemet, og så skal han få noget bedre ud af de dele, som i forvejen er der. Det skal så blive til en sum, der er større end de enkelte dele, og det er et regnestykke, jeg ikke får til at gå op.

Det er måske reaktionært, og jeg kan være klogere i september, men nu og her er jeg i alvorlig tvivl om, om Amorim er United-træner til december. Senere års United-historie taler hvert fald ikke til hans fordel, og hvis han får sparket er klubben i endnu større problemer end nu.

Pilen peger også (kraftigt)opad. Mod Glazer-familien og mod INEOS. Ejerskabet i Manchester United er i mine øjne den helt store hæmsko for forandring, og for et håb om bedre tider hvor Manchester United igen er en bæredygtig og inspirerende institution. Glazers skandaløse indflydelse på klubben sætter fortsat tydelige negative aftryk på kulturen, og der er en lige linje fra den mangelfulde kontrol, som kendetegner deres ejerskab til de to seneste sæsoner og den myriade af udfordringer, United står overfor.

INEOS er kommet ind, og selvom jeg faktisk har støttet flere af deres beslutninger, så er det korte og det lange også bare, at den første sæson med deres indflydelse er dumpet med et kæmpe stort brag. Det gælder både på og uden for banen. Jeg har længe været fortaler for, at der skal folk til i den daglige drift, som ikke bare forstår sig på fodbold men også kan dokumentere et CV og en track record, som bakker op om deres ansættelse i klubben. Det kan Jason Wilcox og Omar Berrada begge. På den ene side er jeg nødvendigvis nødt til at blive ved med at walk the talk og blive ved med at tro på, at det er den rette vej fremad, men de to har også kæmpe opgaver foran sig.

Først og fremmest skal de begynde at træffe flere rigtige beslutninger end forkerte, og så kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre fra lige præcis Berrada og Wilcox. Deres syn på hele situationen er i mine øjne mere interessant end noget, Ruben Amorim kan sige. Hvordan forsikrer de omverdenen og United-fans om, at den her sæson ikke gentager sig? Hvad er deres plan for Manchester United ikke bare i de kommende måneder men også de næste fem år, og hvad er deres konkrete metoder for at gennemføre den plan?

I skrivende stund har United brug for en helt. De har brug for Eric Cantona, som ruller kraven op, skyder brystkassen frem og trækker de andre med sig. De har brug for Roy Keane, som aldrig slækkede på kravene til sig selv eller sine holdkammerater. De har brug for Sir Alex Ferguson, der havde hånden på kogepladen og hele tiden vidste, hvilke knapper han skulle trykke på for at få det absolut bedste ud af alle. Men de tre er ikke længere aktive, så Sir Jim Ratcliffe og hans hold skal sammen med Ruben Amorim meget hurtigt finde ud af, hvordan de genopretter Manchester United meget, meget hurtigt.

Hvis ikke det sker, så er jeg oprigtigt talt bekymret for, hvor klubben ender henne. Tænk sig, at skulle skrive det om Manchester United Football Club.