Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.

Søndag eftermiddag spillede Manchester United en kamp på det jævne mod Bournemouth. Set i forhold til Premier League-sæsonens standarder var det en godkendt præstation af Ruben Amorims tropper, men sat i forhold til spillermateriale og de penge, som er blevet brugt på at samle netop det materiale sammen, var det naturligvis en præstation langt under det acceptable.

Efter slutfløjt slukkede jeg TV og begrænsede adgangen til sociale medier, for der var en klub som desværre blev kåret til engelske mestre. Ganske fortjent må jeg nok hellere tilføje. Men det var bestemt ikke en fejring, jeg havde lyst til at følge med i.

Det er dog ikke noget nyt, at jeg bruger mindre tid på at læse om fodbold og Manchester United. Det har i alt for lang tid gjort mit humør dårligere at læse om ringe til katastrofale resultater og præstationer, taktiske systemer, transferpolitik(eller manglen på samme) og et skandaløst ejerskab. Jeg – og sikkert også du kære læser – er godt klar over, at tingene står skidt til i den klub, som vi holder af. Men, vi bliver jo alligevel ved. Og hvorfor så?

Jeg havde i min tid som podcastvært på dette medie den tidligere Superliga-spiller og nuværende TV-vært Dan Hirsch Sørensen med som gæst. Og han sagde noget, jeg har tænkt på flere gange siden: “Manchester United er en passion for mig, og jeg tror, det er vigtigt at have passioner her i livet.” Det er en tilgang, jeg holder fast i. For selvom passionen for United sikkert kunne skiftes ud med noget andet – og i disse år mere givende – er jeg ikke sikker på, jeg kan få de samme oplevelser andre steder.

Vi skal jo bare spole tiden godt 10 dage tilbage til et fantastisk Harry Maguire-hovedstød og tre mål på syv minutter. I andre husker sikkert ekstasen, men jeg havde faktisk slukket efter 112 minutter og lå og skumlede over United i sengen. Og selvom jeg naturligvis inderligt fortryder mit ‘svigt’, så er jeg ikke sikker på, jeg vil bytte min oplevelse fredagen efter, hvor jeg liggende på gulvet klokken 06:30 foran min kæreste og lille dreng fuldstændig forvirret fandt ud af, hvad jeg var gået glip af aftenen forinden.

Det er den slags ud af kroppen-oplevelser, fodbold kan give. Og lige præcis Manchester United kan som få andre klubber levere netop disse. Så selvom scouserne har udlignet til 20-20 i den eneste statistik, jeg kan hidse mig op over i fodbold, og denne mandag til trods for solskinnet og en sovende dreng på altanen er en smule grå, har jeg en fastgroet tro på, at United vender tilbage. Det har de gjort så mange gange før, så hvorfor ikke nu? Og når den tid så kommer, er jeg sikker på, at sejrene og trofæerne smager så meget desto sødere.

Det var sgu da også blevet en smule kedeligt sådan at vinde Premier League nærmest hvert år, der for et årtis tid siden, ikke?