Dette er et læserbrev. Den fremstiller udelukkende læserens egen holdning.

Man skal altid passe på med at påstå, at “alting var bedre i gamle dage”. Men når man som jeg har fulgt Manchester United i 32 år, så kan jeg med rette konkludere, at alting faktisk var bedre i gamle dage.

At klubben er endt, hvor den er endt har mange årsager – startende ved ejerskabet. Jeg vil dog i dette læserbrev stille spørgsmålet om, hvorvidt Manchester United er udfordret på elementer som præstationsmiljø og lederskab.

Hvorfor bliver spillere dårligere i Manchester United?

En måde at vurdere, om man som hold lykkes med at have et sundt sportsligt miljø, er ved at kigge på, om man som klub formår at løfte og udvikle de spillere, man har til rådighed. Det skulle jo gerne være sådan, at man som klub sætter rammerne for, at den enkelte spillere kan udvikle sig og blive bedre – ikke det modsatte.

Jeg har set Phil Neville spille guddommeligt som 6’er mod Arsenal. Jeg har set John O’Shea brillere som venstre back. Og jeg har set, hvordan Darren Fletcher gik fra at være marginalspiller til at blive en afgørende spiller, der var stærkt savnet i en Champions League-finale. Altså spillere der, fordi de sættes i positioner hvor deres bedste kompentencer bringes i spil, ser bedre ud, end de måske reelt er.

Omvendt har vi nu de senere år set, hvordan den ene dyre spiller efter den anden leverer dårligere, end det man egentlig burde forvente. Jeg kan nævne Marcus Rashford, Donny van de Beek, Antony, Jadon Sancho, Raphaël Varane, Harry Maguire og vel egentlig også Bruno Fernandes, der alle i større eller mindre grad er faldet i niveau – og så har jeg sikkert glemt mange.

Omvendt har vi ikke set ret mange løfte deres spil sådan for alvor. Alejandro Garnacho og til dels Diogo Dalot er de få undtagelser. Men det er bekymrende, at vi får så lidt ud af de investeringer, der laves, og at der ikke rigtig er nogle af de mere ‘splashy’ tilføjelser, der slår til.

Hvem viser vejen?

Noget af det vigtigste i fodbold er lederskab. Hvem er det, der samler holdet, når der er udfordringer?

Det er sådan set ikke fordi, jeg betvivler den enkelte spillers indsats. Men jeg har gennem flere år haft svært ved at se, hvem der inde på banen kan være den naturlige leder, som både har et højt bundniveau, men som også har blik for at justere taktisk i løbet af kampen. Kort sagt en der kan tage tøjlerne. Vi har på nuværende tidspunkt en anfører, der bruger utrolig meget energi på at brokke sig til dommerne i stedet for at dirigere sine medspillere.

Og set udefra bunder det dybere. For uden lederskab, hvem er det så, der sikrer, at spillerne indbyrdes stiller krav til hinanden? Hvem i spillertruppen er det, der siger, at her i klubben forventer vi sådan og sådan.

I gamle dage – som jo var bedre – var det spillere som blandt andre Gary Neville, Paul Scholes og Roy Keane, der nok skulle sætte en høj standard for, hvad der forventes af de enkelte spillere. De ville simpelthen ikke acceptere middelmådighed.

Det lederskab ser jeg ikke på det nuværende United-hold, og det er i min optik et problem og en af årsagerne til, at niveauet til tider er så lavt.

Løsningen på dette er ikke enkel, men handler både om træner, det sportslige setup, rekruttering og så videre. Håbet er nu, at Rúben Amorin formår at skabe fundamentet for en sundere vinderkultur og lederskab.