Loading
I flyet fra Kastrup til Manchester lørdag morgen er en dobbeltrække af svenske gutter i starttyverne bag os utroligt højlydte og fabler løs i et hastigt tempo. Kun når jeg koncentrerer mig, forstår jeg, hvad de siger.Jeg kan konstatere, at de er på vej til Manchester af samme årsag som os. Det lærer jeg på vej ud af flyet, for en af de unge gutter skråler løs, som var han den eneste i hele lufthavnen:Yip yap Stam is a big, Dutch manGet past him if you fucking canTry a little trick, and he’ll make you look a dickYip yap, Jaap StamSå er stemningen ligesom sat. Sangen gør det nemmere at tillade morskaben, selv om man selv har fået en håndfuld timers tvivlsom søvn som følge af forventningens glæde.
For to måneder siden stod jeg i kø til ølboden på Riisvangen Stadion i det nordlige Aarhus, da min far ringer.
Min far, min lillebror Adam og jeg havde planlagt i årevis at tage en tur til Manchester. Det er først nu, det har kunnet lade sig gøre.
– For helvede, Rasmus. De har rykket kampen til mandag aften …
Dette telefonopkald er længe, efter vi har booket fly og hotel til kampen, vi egentlig troede ville finde sted lørdag – til nøds søndag. Men Sky Sports får det, som Sky Sports vil have det, og vi må rette ind. Det vil sige, at vi må holde Teams-møder fra hotelværelset og brænde ferie- og fridage af.
Det betyder også, at vi har to hele weekenddage i Manchester, som ikke skal have noget som helst med Manchester United at gøre. Derfor vil jeg invitere dig, kære læser, ind i min dagbog fra turen.
En English breakfast senere traskede vi mod Manchester Piccadilly-stationen og tog toget mod Hadfield. Vi stopper dog i Godley, som er en slags forstad til Manchester-forstaden Hyde. Hvorfor?
15:00 lokal tid er der kampstart mellem Hyde United og FC United of Manchester i den sjettebedste engelske række.
Vi går igennem skøn natur og kuperet terræn ind imellem klassisk engelsk boligkvarter, inden vi går op ad en bakke og ind til barriererne til Ewen Fields – som i dag hedder Project Solar Stadium, sandsynligvis fordi stadionet har fået solceller på tagene – hvor Hyde United hører til.
Hyde United er en underlig størrelse. Oprindeligt var de en Manchester City-samarbejdsklub og fik lyseblå sæder, men de droppede samarbejdet under coronanedlukningen, og så fik de røde sæder fra Manchester United. De sæder har de stadig i dag. Jeg forstår egentlig ikke helt, hvor de står i City-United-rivaliseringen.
Forvirring er der dog intet af, når det gælder tilhørsforholdene til de store Manchester-klubber hos dagens udehold. FC United of Manchester blev stiftet i 2005 som konsekvens af Glazer-familiens indtog i Manchester United. I dag fylder de den ene endetribune – hvis vi kan kalde det det – og har de karakteristiske røde, hvide og sorte flag med, som vi kender fra Old Trafford.
Sangene kender vi også. Fansene synger om at go on a piss with Georgie Best, at see United away og hello, hello, we are the Busby boys. Det er lidt som at være til en hjemmekamp på Old Trafford, så vi føler os hurtigt til rette bag det ene mål.
Kampen er også meget underholdende. FCUM kommer hurtigt foran 2-0, og stillingen holder halvlegen ud, inden de mister momentum i anden halvleg. Uniteds keeper Dan Atherton – som har en fortid i Liverpool FC – sludrer med min sidemakker undervejs om, hvorfor han brokkede sig over, at en bold ikke blev dømt ude.
I’m just trying to get in his head, innit?, siger Atherton med et stort smil og henviser til dommeren. Det hjalp dog ikke så meget. Hyde United scorede fortjent til 1-2, og et kvarter senere scorede de til 2-2, som blev kampens resultat.
Men oplevelsen var storslået. Det duftede af fodbold. Langs kunstgræsset stod Big Al’s Food Truck og langede billige burgere over disken, bag klubhuset var et Sky Sports-cafeteria, hvor man kunne drible ind og få varmen og en pint, mens seks storskærme prydede rummet.
Vi trasker mod Newton for Hyde-stationen – som vi egentlig fandt ud af var hurtigere – og tager tilbage mod Manchester, tager på kødmekkaet Bem Brasil, spiser vores vægt i kød og går alt for mætte i seng.
Det står ned i stænger i dag. Det her er sjette gang, jeg er i Manchester, og jeg har stadig aldrig prøvet at være afsted, uden at der har været regn på menuen. Derfor bliver det en museumdag.
Min far har været med herovre en gang for 12 år siden – som også var min første gang – men min lillebror har aldrig været her. Derfor måtte vi tage på fodbolddannelse og svinge forbi National Football Museum, som ligger lige op ad Arndale-shoppingcenteret i centrum.
Der er fire etager. Nederste etage er der ret så tomt med undtagelse af en forrygende gift shop, hvor man kan købe en masse fodboldmemorabilia.
Museet gennemgår alt, der er værd at vide om engelsk fodboldhistorie og VM-historien, og der er fede samleobjekter helt tilbage fra 1800-tallet, da fodbolden blev stiftet, til fodboldtrøjer fra sidste sæson.
Siden jeg var her sidst er øverste etage en hyldest til mørke fodboldspillere. “Rashford 1, Boris 0”-banneret, som kom til under corona, da Rashford selv sørgede for at give skolemad til fattige børn, hænger til min store fornøjelse på museet.
Vi hopper videre til en arkade i centeret og spiller en omgang curling på trægulv. Min lillebror vandt. Efter går turen til Classic Football Shirts, hvor du – hvis din pengepung er stor nok – kan erhverve dig ægte Cantona/Beckham/Rooney-trøjer fra 90’erne og 00’erne. Nogle koster cirka 100 pund. Nogle koster over 300. Min far og min lillebror lægger en skilling i butikken, og så er de også godt klædt på til i morgen.
Vi tager på Manchesters ældste pub, Old Wellington, og får et par fadøl og ser Leeds komme foran mod Aston Villa i selskab med en masse familier, der ikke virker synderligt interesserede i kampen. Aston Villa kommer i øvrigt også tilbage og vinder 2-1 med en storspillende Morgan Rogers i spidsen.
Frokosten står på Five Guys, og med to bøffer i min burger er jeg fri for, at min mave skulle rumle senere på dagen. Derefter tager vi på en city tavern og ser Eberechi Eze tage pynten af Tottenham i North London Derby.
Vi tager tilbage på hotelværelset og lægger dagen ned. Jeg hæfter mig ved, at FC Midtjylland taber i tillægstiden til Sønderjyske, mens jeg ser mit NFL Fantasy-hold have sin bedste runde i år. Så kan dagen i morgen jo kun blive god.
Mandagen starter glædeligt. Jeg skulle mødes med to venner – også fra OldTrafford.dk-regi – i vores podcastvært Christian og tidligere skribent Daniel, hvor vi nyder en John Smith-pint, inden jeg med familien skal gå langs kanalen mod Old Trafford.
Tidligt, proklamerer jeg. For to, der ikke er vant til stemningen før en kamp, er det vigtigt for mig, at vi kan nå pubstemningen, inden der bliver for crowded.
Turen derud er blændende. Langs Rochdale-kanalen under et hav af broer og tunneller når vi et pitstop på The Wharf, inden turen går videre ud ad mod Trafford – væk fra byggeriet, ud i naturen. Vender man sig om, kan man se skyskraberne i horisonten. Og for hvert skridt man tager, jo bedre kan man se de ikoniske hvide pyloner.
Jeg får altid kuldegysninger, når jeg ser Old Trafford for første gang. Storheden siger sig selv.
En kyllingeburger senere går vi mod The Tollgate, hvor de lokale mancs til min store ærgrelse ikke er i det store festhumør, men optager alle siddepladserne med en fadøl i hånden og sludrer med sidemanden. Det er selvfølgelig også tre timer før kampstart.
Pludselig rejser en klynge på seks-syv mand sig og skråler “The Twelve Days of Christmas” med en omskrevet tekst, som er en hyldest til Eric Cantonas titler. FIIIIIVE CANTONAS bliver der synget højlydt, og jeg smiler. Endelig kan jeg mærke kampstemningen. Vi er der en time mere, inden vi tager ind på stadion.
Jeg har efterhånden lært at adskille en rejse til Manchester med kampen på Old Trafford. Klog af skade må kampens resultat ikke påvirke helhedsoplevelsen ved at komme til byen og alle de oplevelser, der følger med. Det var en erfaring, jeg skulle få mulighed for at teste af her til aften.
Hvis det ikke allerede er klart, er det Everton, som Manchester United skal møde. En time og et par minutter inden kampstart kan vi konstatere, at Ruben Amorim vælger at stille op med fem forsvarsspillere. Patrick Dorgu, Luke Shaw, Matthijs de Ligt, Leny Yoro og Noussair Mazraoui. Jeg forstår ikke, hvorfor man i en hjemmekamp mod et formodet bundhold igen-igen-igen har fjernet Amad-Mbeumo-samarbejdet fra højre side.
I minutterne op til kampen niver jeg mig selv i armen over, at vi har billetter lige ved siden af Stretford End. I morgen er det 20 år, siden George Best døde, og det markerer stadionspeakeren ved at hylde ham, inden dj’en spiller “Spirit in the sky”.
Sangen og de efterfølgende yanited, yanited, yanited-tilråb giver så meget ekko, at ekkoerne udgør nye ekkoer. Det giver et gys igennem selv de største kynikere. Men hurtigt forsvinder den gode stemning.
Evertons medrejsende tilskuere kunne ikke være længere væk fra os. Vi er i det ene hjørne. Scouserne er i det modsatte. Alligevel er det dem, jeg kan høre. Kampen igennem hører vi “Manchester is full of shit”-sangen så meget og tydeligt, at man næsten får den på hjernen.
Heldigvis får vi en hjælpende hånd. United er nemlig ikke startet prangende. Lige nede i vores hjørne er gæsternes Idrissa Gueye og Carrington-knægten Michael Keane i en infight, inden Tony Harrington tildeler et rødt kort til en eddikesur Idrissa Gueye.
Gueye må trækkes ned ad tunnellen af Jordan Pickford, mens Old Trafford ikke forstår, hvad i alverden der er sket. Til trods for forvirringen formår langt de fleste at få kaldt ham en scouse bastard, inden han forlader grønsværen.
Det viste sig, at Everton-midtbanespilleren, som i 2022 nægtede at give homofobi en lussing, fordi han nægtede at tage et regnbuefarvet armbånd på, åbenbart gerne langede lussinger ud til holdkammerater, hvilket Michael Keane fik at føle. Og Tony Harrington har set det hele. Everton er reduceret til ti mand.
Manchester United formår ikke at kapitalisere på overtallet. De har bolden hele tiden, men alting fungerer som et håndboldangreb, hvor man spiller bolden rundt i en hestesko, inden en kantspiller bliver utålmodig og hælder bolden ind i feltet. Som regel bliver den bold for lang og ryger ud til målspark eller headet væk af Evertons stoppere.
Det bliver ikke bedre af, at Kiernan Dewsbury-Hall scorer til 1-0 til gæsterne midt i første halvleg, som også er pauseresultatet. Jeg kan se, at der er United-fans på sociale medier, der kritiserer, at Manchester Uniteds spillere bliver buhet til pause. Jeg synes, det er helt på sin plads. Jeg bidrager endda selv.
Amorim skifter Noussair Mazraoui, som nok har spillet sin værste kamp i United-trøjen, ud for Mason Mount. Nu skal United presse på, men det nytter ingenting.
De eneste, der reelt prøver noget, er Amad og Bryan Mbeumo, men ingen af dem har dagen. Alt imens kan jeg til min store frustration konstatere, at Bruno Fernandes, der for en uge siden lavede et hattrick i en landskamp for Portugal, konsekvent er bagerste mand, når Manchester United er i angreb. Det kommer jeg bare aldrig nogensinde til at forstå.
Amorim bruger kun tre af sine fem udskiftninger, og ingen af dem får rigtigt sat et aftryk. Kampen ender 1-0 til Everton, som var en mand i undertal i 80 minutter. Det er måske den værste kamp, jeg har set under Amorim. Og så var det live. Jeg har indtrykket af, at de kunne have fortsat til midnat, uden United ville få skabt en reel målchance.
Jeg er derudover skuffet over ikke at have hørt et kvæk til Stretford End i stort set hele kampen. I aften har de været præcis det, de får kritik for: Et glorificeret bibliotek.
Jeg aftaler med mine venner Christian og Daniel, at vi tager en øl på Bishop Blaize og taler kampen ned, inden en Uber får mig tilbage til hotellet. Godnat.
Det er en trist morgen at vågne op til. Mange venner på den østlige side af Nordsøen har sendt Messenger-beskeder, for de er uforstående over for, hvad de har set, og beder mig forklare, hvorfor United kunne være så uduelige, når nu jeg så katastrofen på klos hold. Jeg må forklare dem, at jeg heller ikke har nogen forklaring på elendigheden.
Jeg bander kort for mig selv over, hvorfor det lige er, at det er Ruben Amorim, der har fået tilliden i Manchester United. Man skal for Søren ikke fyre for hver en pris, men manden har ikke været andet end en fiasko. Hjemme i Superligaen fyrede Brøndby deres cheftræner efter ti måneder, og deres situation var langt bedre end denne. Hvorfor er det, at Manchester United ikke kan tage en voksen beslutning?
Vi beslutter os for at gå en formiddagstur ud til Etihad. Det ligger alligevel ikke mere end en halvanden kilometers penge fra vores hotel i de høje bygninger bag Manchester Piccadilly.
I aften spiller Citeh Champions League-kamp mod Bayer Leverkusen. Det kan man godt mærke. Ni timer inden kampstart kører Champions League-hymnen på repeat. Det tænker jeg, at den kommer til mange timer endnu. Samtidig undrer jeg mig over, hvornår vi kommer til at høre samme melodi på det, der engang var Drømmenes Teater.
En ældre herre med en tyk Mancunian-accent kigger mig dybt i øjnene og spørger, om jeg skal have et half-and-half-halstørklæde med Manchester City på den ene side og Leverkusen på den anden. Jeg overvejer at fortælle ham, at han end ikke kunne overtale mig, hvis han betalte mig 1000 quid, men jeg holder mund og ignorerer ham.
Man fornemmer, at vi er til stede ved et fodboldforetagende, som er det komplet modsatte af nutidens Manchester United.
Det er fysisk stort og strømlinet. Der er et aquacenter, squashklub, tennisklub, fitnesscenter og rugbyklub. Alt virker succesfuldt og fornuftigt. Det er, som om der er styr på alt, en mening med hver enkelt kvadratmeter og en decideret strategi. Selv solen skinner for første gang på vores rejse herover, og det må da være så symbolsk, som noget kan være.
Til gengæld fornemmer man på ingen måde en historisk storhed. Det føles amerikansk. Bedst eksemplificeret ved, at stadionets nabo er en Tesla-forhandler. Jeg mangler at fornemme en sjæl i det store, flotte, men kønsløse stadion. Det har vi heldigvis på Old Trafford, vil jeg trods alt holde fast i.
Kontrasten er til at få øje på. Vi har lige fået en frokost og taget sporvognen igennem Manchester, stod af med cricketbanen og gik igennem Trafford ind til Old Trafford.
Mågerne summer rundt om resterne fra det, der i går skulle have været en festdag ude ved Sir Matt Busbys statue og Holy Trinity.
Det får mig til at tænke på Eric Cantona, som jeg så ofte kommer til, når jeg er på disse kanter.
Efter franskmanden i 1995 kung-fu-sparkede en Palace-tilhænger, mødte toptændte journalister op i et presserum fyldt til randen for at høre Cantonas forklaring.
– When the seagulls follow the trawler, it is because they think sardines will be thrown into the sea, sagde Cantona og forlod pressemødet uden at tilføje yderligere eller besvare et eneste spørgsmål.
Ude foran stadion ligger der blomster foran Holy Trinity. Det er 20-års dagen for George Bests død. Det er lidt ekstra magisk at besøge den på sådan en dag.
Vi besøger museet, som man næsten bør, når nu man alligevel er der. I det massive trofærum bliver Sir Alex Ferguson, som er ansvarlig for de fleste af titlerne, citeret for dette:
– The demands of this club are to win big trophies. I never wanted Manchester United to be second to anyone. Only the best would be good enough.
Vi tager videre på stadionturné, hvor den flinke Stretford-fødte rundviser gentagne gange forklarer om bedrifter, United har begået engang.
Eksempelvis nævner han, at Manchester United altså var de første, der vandt The Treble, og at Manchester Citys ikke tæller på grund af de 115 anklager.
Tendensen gentager sig. Vi skal høre om alt det, Manchester United var engang. Men det er altså ved at være længe siden.
Det er over 12 år, siden United sidst vandt et Premier League-trofæ. 17 år siden de vandt Champions League. 26 år siden treble-sæsonen. Og næste år fylder Eric Cantona 60 år gammel.
De gode tider er ved at være længe siden. Meget længe siden. Fodbolden har ændret sig markant, siden Sir Alex Ferguson forlod skuden 19. maj 2013.
Nogle gange hører man United-spillere og -trænere sige, at man skal tilbage til tidligere tiders storheder. Det er jeg selvfølgelig ikke uenig i. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at historikken måske kan blive en hindring og et urealistisk ideal.
For få år siden stod Ole Gunnar Solskjær på grønsværen som United-manager og beklagede dybtfølt over, at Manchester United kun var blevet nummer to. Jeg siger ikke, at man skal nøjes med middelmådighed. Men når man er så langt fra det, man kan acceptere, er der intet, der bliver acceptabelt fremover.
Det betyder, at vi fejrer de små sejre. Vi fejrer, når Ruben Amorim vinder en enkelt kamp, for vi gider ikke jammerligheden mere. Vi glemmer, at det går ad helvedes til. For det gør det. Det har aldrig været værre. Det er kampen i går et klokkeklart bevis på.
Jeg er ikke træt af at høre på tidligere tiders bedrifter. Det bliver jeg aldrig. Men det er, som om det var en anden fodboldklub, der leverede det. Vi kan ikke blive ved med at sammenligne 2025 med 00’erne og 90’erne. Der er uendeligt langt imellem dem.
Nu er det tirsdag aften, og jeg skribler det sidste af denne efterhånden 3000 ord lange dagbog i Manchesters normalt skrækkelige lufthavn, som i dag faktisk har vist sig fra sin bedste side. Heldigvis.
Tak, fordi du læste med. Hvis du er nået hele vejen herned, er der en sandsynlighed for, at det er, fordi du også godt selv kunne tænke dig at tage en tur til Manchester. I så fald må jeg jo bare minde om, at du kan blive medlem af Manchester Uniteds skandinaviske supporterklub og få en række fordele og rabatter til turen. Det kan du læse meget mere om her.
Hvis du har tid til det, kan du brygge dig en kop kaffe og drømme dig hen til en regnvåd forlænget weekend i Manchester. Læs vores skribents dagbog fra seneste weekend her.
