Loading
(Photo by Simon Bruty/Allsport/Getty Images)
Bryan Robson sender en bold i dybden til Mark Hughes. Barcelonas bagkæde er fanget alt for langt fremme på banen, og den eneste måde, det catalanske forsvar nu kan stoppe Manchester Uniteds nummer 10 på, er et desperat forsøg på at signalere til kampens linjevogter, at han skal hæve flaget og dømme Mark Hughes offside.
Catalanernes forsøg mislykkes, og Mark Hughes er nu alene mod den spanske målmand og debutant for FC Barcelona, Carles Busquets, som er fanget håbløst på mellemhånd. Men et alt for langt træk fra den walisiske angriber gør, at bolden nu skal sendes i mål fra en spids vinkel, mens hele FC Barcelonas forsvar sprinter mod mållinjen.
Mark Hughes holder hovedet koldt. Han sender bolden i nettet mod sin tidligere klub og bringer Manchester United foran med 2-0. De medrejsende Manchester United-fans bryder ud i vild jubel.
Vi har spolet tiden 34 år tilbage og er landet midt i Rotterdam den 15. maj 1991. Her stod Manchester United over for FC Barcelona i Cup Winners’ Cup-finalen.
Situationen dengang minder slående meget om den, vi står i i dag, hvor vi alle har øjnene rettet mod Europa League-trofæet.
Dengang var det nemlig ikke placeringen i den bedste engelske række, der førte United til Europa. Det var i stedet en overraskende FA Cup-triumf i sæsonen forinden, som åbnede døren til den europæiske scene. Og ligesom i dag havde klubben i den grad underpræsteret i den hjemlige liga.
Men samtidig havde man en følelse af, at man skulle bevise, at Manchester United stadig hørte til blandt de bedste europæiske fodboldklubber.
Derfor dykker vi i dag ned i kampen som var en katalysator for Manchester Uniteds succes de næste mange år.
Et år tidligere havde Sir Alex Ferguson netop vundet FA Cup’en, hvilket blev hans første triumf blandt mange, og som mange mener reddede ham fra en fyringssedel fra klubben.
For selvom det næsten er utroligt at tænke på, at den legendariske træner hang med røven i vandskorpen, var det om ikke andet tilfældet i sæsonen 1989-90.
I FA Cup-finalen besejrede Sir Alex Fergusons mandskab Crystal Palace med 1-0 foran 80.000 tilskuere på Wembley. Kampen blev spillet som en omkamp, da det første opgør seks dage tidligere var endt 3-3. Dermed fik Sir Alex Ferguson lov til at løfte sin første pokal som Manchester United-træner, og samtidig kvalificerede Manchester United sig til den europæiske turnering Cup Winners’ Cup.
– Uden sejren i FA Cuppen mod Crystal Palace, næsten fire år efter min ankomst, ville der have været alvorlig tvivl om, hvorvidt jeg var egnet til jobbet, skrev Ferguson i sin selvbiografi 26 år senere.
Men et år senere var presset på Sir Alex Ferguson igen massivt. Klubbens præstationer i den engelske liga var fortsat ikke prangende, og mange fans kaldte igen på Sir Alex Fergusons afgang.
Der skulle flere pokaler i trofæskabet, før hans position i klubben kunne cementeres, og samtidig give ham muligheden for at fortsætte med at opbygge det dynasti, der senere skulle gøre Manchester United til en af verdens mest succesrige fodboldklubber.
Manchester Uniteds kvalificering til en europæisk tunering var dengang noget ekstra særligt. Engelske klubber havde nemlig ikke haft mulighed for at deltage i europæiske turneringer de seneste fem sæsoner på grund af en karantæne udløst af Heysel-tragedien i Bruxelles, hvor 39 mennesker mistede livet som følge af et tribunekollaps.
De engelske Manchester United-fans var derfor på en mission. De skulle ikke blot støtte holdet, som skulle cementere Manchester Uniteds plads i toppen af europæisk fodbold igen. De skulle også bevise over for omverdenen, at engelske fans kunne opføre sig ordentligt i udlandet.
For myndighederne var ikke trygge ved at lade 24.000 englændere rejse over grænsen til Holland, hvor finalen skulle spilles. Derfor skulle Manchester Uniteds-fans i første omgang alle bestille pladser på officielt organiserede busser eller fly, som rejste direkte til kampen og hjem igen kort tid efter slutfløjtet, noget der senere blev ændret efter betydelig modstand fra fansene.
Manchester Uniteds fans havde opført sig ordentligt i de europæiske kampe op til finalen, og hooliganismen var i forvejen dalende i takt med, at billetpriserne til de engelske fodboldkampe var stigende. Derfor endte Manchester Uniteds fans også med at overtage Rotterdam for en dag uden store uroligheder, da de og Sir Alex Fergusons trup rejste mod Feyenoords hjemmebane, De Kuip.
Barcelona var storfavoritter til at tage sejren denne regnfulde dag i maj. For selvom den ikoniske bulgarer, Hristo Stoichkov, ikke var rejst med til Rotterdam på grund af en skade, var det bestemt ikke et hold uden stjerner, som FC Barcelonas træner, Johan Cruyff, rådede over. Michael Laudrup og Ronald Koeman var begge at finde blandt hollænderens elleve udvalgte til kampen.
Catalanerne havde lige vundet det spanske mesterskab, efter at Real Madrid havde løftet La Liga-trofæet fem år i træk, alt imens Manchester United var endt på en skuffende sjetteplads i den bedste engelske række.
Sir Alex Ferguson havde dengang kun vundet ét enkelt trofæ med klubben, og i årene forinden havde trofæerne været få og langt imellem. Derfor betød kampen noget helt specielt. 23 år var der gået, siden Sir Bobby Charlton, George Best og Brian Kidd alle scorede i Europa Cup-finalen mod Benfica, hvor Manchester United vandt 4-1 og sikrede klubbens hidtil største trofæ.
Klubben stod nu for første gang i mange år overfor en europæisk gigant. I løbet af turneringen var Montpellier den største modstander, som Manchester United havde stået overfor. Den mulighed, man nu igen fik for at spænde med de europæiske muskler, måtte man ikke lade gå tabt.
Et kraftigt blæs i dommerens fløjte har sat kampen i gang i Rotterdam, hvor himlen netop har åbnet sig. Kampen skal spilles på en så mudret bane, at få danske seriehold vil være misundelige på den. Om ikke andet er det i selvsamme mudderpøl, at nogle af klubbens største ikoner nu løber rundt i en af de vigtigste kampe i klubbens historie.
Manchester Uniteds holdopstilling:
Les Sealey
Denis Irwin – Steve Bruce – Gary Pallister – Clayton Blakmore
Mike Phelan – Paul Ince – Byan Robson – Lee Sharpe
Brian McClair – Mark Hughes
FC Barcelonas holdopstilling:
Busquets
Nando – Alexanco – Ferrer
Koeman
Goikoetxea – Eusebio – Bakero – Begiristain
Salinas – Laudrup
“We love United we do” lyder det fra De Kuip, hvor Manchester Uniteds fans er i klart overtal.
10 minutter af første halvleg er gået. Gary Pallister spiller en præcis bold i dybden langs det glatte græs og sender samtidig Brian McClair alene ned mod debutanten, Carles Busquets, i FC Barcelonas mål. Men Brian McClair får ikke afsluttet ordentligt og sender bolden et godt stykke over overliggeren.
Manchester United fortsætter med at presse på og skaber flere chancer for at tage føringen. Især i luftduellerne viser holdet, der udelukkende består af britiske spillere, deres fysiske overlegenhed overfor de teknisk dygtige spaniere. Og United-keeperen, Les Sealey, der er iført de samme hvide shorts og strømper som resten af Sir Alex Fergusons mandskab, er ikke blevet tvunget til at svine dem til ved at kaste sig rundt i den mudderpøl, der ligger i Manchester Uniteds målfelt.
Derfor går begge hold til pause uden at være kommet på tavlen.
Vi er halvvejs inde i anden halvleg, og Manchester United har lige fået tildelt et frispark midt på FC Barcelonas banehalvdel. Bryan Robson slår en høj ballonbold ind i feltet. Kæmpen Steve Bruce flyver over spanierne i luftrummet, og han sender et hovedstød mod målet.
Den spanske debutantmålmand Carles Busquets (far til Sergio Busquets) er fanget på mellemhånd, og bolden har direkte kurs mod mål. Mark Hughes følger bolden hele vejen til mållinjen, og på stregen sørger han for, at det er hans navn, der kommer på måltavlen – også selvom midterforsvareren, Steve Bruce, som allerede havde scoret 19 sæsonmål, havde gjort det hårde arbejde.
Det er kun syv minutter siden, at Manchester United scorede til 1-0. Bryan Robson sender nu en bold i dybden til Mark Hughes, mens Barcelonas forsvar er fanget langt fremme. Hughes slipper alene igennem mod Carles Busquets, men han tager et alt for langt træk udenom ham. Hughes er tvunget til at sparke bolden i mål fra en spids vinkel. Hughes holder hovedet koldt og scorer til 2-0.
Fem minutter senere lægger Ronald Koeman bolden på græsset. Barcelona har netop fået tildelt et frispark fra samme afstand som Bryan Robson, da han slog en høj bold ind i panden på Steve Bruce. Men Ronald Koeman har en anden idé. Han tvivler ikke på sin sparketeknik. Hollænderen løber til bolden og sender en kanonkugle afsted mod Les Sealeys højre stolpe. Manchester Uniteds målmand er uden chance, og FC Barcelona reducerer.
I kampens døende minutter spiller de tekniske spaniere tiki-taka-fodbold længe inden, det overhovedet blev opfundet, mens de presser Manchester United-mandskabet i bund. Men Eusebio laver en fejlaflevering, og Brian McClair sender så Mark Hughes i dybden.
Igen er han alene med FC Barcelonas målmand. Catalanernes forsvarsspiller Nando har nu to valgmuligheder. Enten lader han Mark Hughes gå alene mod mål og højst sandsynligt fuldender sit hattrick, eller også kan han trække i nødbremsen. Nando vælger sidstnævnte mulighed, og han må gå tidligt i bad.
Kort tid efter tager dommeren fløjten i munden. Kampen er slut, og Sir Alex Ferguson og resten af Manchester Uniteds bænk løber på banen sammen med Nobby Stiles til lyden af de 24.000 englændere, der synger “Always Look on the Bright Side of Life.”
Fergusons første europæiske trofæ var i hus. Et trofæ, der skulle vise sig at blive et afgørende for Sir Alex Ferguson. Sejren markerede ikke blot hans første europæiske succes med klubben, men dæmpede også den voksende tvivl om hans evner som træner efter en udfordrende start.
– Vi vinder ligaen!, lover Sir Alex Ferguson selvsikkert til pressen dagen efter trofæløftet.
Et løfte, som siden skulle vise sig, at han i den grad overholdt – dog ikke sæsonen efter. Men det legendariske Manchester United-hold, der huskes som et af de største, markerede begyndelsen på Sir Alex Fergusons æra, og holdet tog da også revanche i 1993, hvor Manchester United vandt ligaen.
Selvom det måske ikke er det største trofæ, klubben har løftet, er det et af de absolut vigtigste, der for præcis 34 år siden i dag blev løftet over hovedet på Bryan Robson.
