Medie: Investorer fra Qatar planlægger voldsomt bud på United
I løbet af de kommende dage vil en gruppe, bestående af private investorer fra Qatar, give et massivt bud på United. Buddet skulle efter sigende være så stort, at ingen andre konkurrenter kan udfordre det. Det skriver Sportsmail.


Glazer-familien ønsker at sælge Manchester United. Salget skal efter planen finde sted i løbet af første kvartal af 2023. Den udskældte amerikanske familie kræver svimlende 6 milliarder engelske pund for et fuldt salg af deres andel i klubben.
Nu melder Sportsmail, at en gruppe private og meget velhavende investorer med base i Qatar har tænkt sig at matche prisskiltet. Selvom Glazer-familien har leget med tanken om et delvist salg, så er gruppen fra Qatar udelukkende interesseret i en fuldstændig overtagelse af klubben.
Gruppen af investorer har bl.a. været involveret i Qatars afholdelse af VM-slutrunden. Dog skulle der ikke være tale om et bud fra Qatar Sports Investment, som ejer PSG.
Yderligere rapporteres det, at gruppen fra Qatar ønsker at investere massivt i Manchester United for at få dem tilbage til den absolutte top. Det inkluderer både planer om at ombygge Old Trafford samt et enormt transferbudget til Erik ten Hag.
Uanset hvad, så skal en eventuel overtagelse godkendes af Premier League.
Hvad er din holdning til det? Opret en profil og giv din mening til kende i kommentarfeltet under artiklen. Så er du samtidig med i konkurrencen om en valgfri Manchester United-trøje fra denne sæson.
