(Photo by Carl Recine/Getty Images)

Talismanen Amad Diallo

Matchvinder på Etihad, mål på Anfield, en kontraktforlængelse og et hattrick på Old Trafford – det og meget andet har Amad Diallo præsteret på kun lidt over en måned.

Ivorianeren har for alvor fået fart på sin Manchester United-karriere, efter han cementerede sin plads blandt de 11 startende, da Ruud van Nistelrooy gav ham chancen.

For et halvt år siden stod han i skyggen af Antony, og nu er han en af holdets vigtigste profiler, og når man ser tilbage på Erik ten Hags tid i klubben, kan man ikke undgå at spørge sig selv: Hvordan kunne ten Hag overse det åbenlyse talent?

Det var dog langt fra alt, der lykkedes for den unge ivorianer i går, og ingen ville have rynket på panden, hvis Rúben Amorim havde valgt at skifte Amad ud efter 75 minutter. Alligevel løb han hjem med titlen som kampens spiller og kampbolden, da dommeren fløjtede kampen af, fordi han blev ved med at udfordre og tro på egne evner.

Netop det er en af Amads helt store kvaliteter. Hans arbejdsindsats og attitude kan der aldrig stilles spørgsmålstegn ved, selv når alting ikke går lige efter planen.

Amad har også rejst flere spørgsmål, siden Rúben Amorim tog over. Hvilken position passer ham bedst? Hvilket niveau kan han nå? Og er han allerede den bedst mulige wingback i et Rúben Amorim-system?

Jeg ser det ikke som usandsynligt, at vi er ved at se den unge Amad udvikle sig til en verdensklasse fodboldspiller, der kan spille på den største scene. Kun manglende kontinuitet afholder mig fra at placere ham på den allerøverste hylde. Desuden virker han bare til at være utrolig nem at holde af.

Manglende gejst mod bundproppen

– Jeg er ret frustreret. Hvis vi kan levere det niveau, vi viste mod Liverpool, der er nummer ét i ligaen, hvorfor kan vi så ikke gøre det i alle kampe? spurgte Bruno Fernandes sig selv efter kampen på Anfield i denne måned, hvor et flot resultat blev kæmpet hjem. Jeg må indrømme, at jeg stiller mig selv det samme spørgsmål som ham.

En af de helt store opgaver i gårsdagens kamp var at opretholde den gejst og attitude, som vi havde set mod Liverpool og Arsenal. Og jeg var overbevist om, at vi i kampens første kvarter ville se Manchester United komme bragende ind i Southampton med 110 km/t.

Men gejsten var igen ikke til at finde blandt spillerne, og Southampton kom klart bedst fra start.

Det virker til, at spillerne simpelthen ikke kan motivere sig selv til opgørene mod de mindre modstandere, og hvis det er tilfældet, når du ikke langt i Premier League.

Jeg er med på, at vi vandt i går, men den ild, som vi for få dage siden så i øjnene på de Ligt, Martinez og Ugarte, var blevet slukket, og Southampton fik det derfor alt for nemt på Old Trafford.

– Når man kigger på vores hold, så mangler vi ledere på banen, sagde Rúben Amorim forud for kampen mod Liverpool for 12 dage siden.

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, selvom der bestemt er spillere med lederevner på holdet. Problemet ligger måske i, at de ikke altid træder frem, når de står over for de mindre klubber. Et problem, der skal løses hurtigst muligt.

Begynder Zirkzee at true Højlund?

Rasmus Højlund var igen at finde i startopstillingen, og han har, trods Amorims rotationer, formået at fastholde sin status som førstevalg. Alternativt kan det skyldes, at hans konkurrent, Zirkzee, har gjort det nemt for ham at beholde pladsen. Ja, Zirkzee er endda blevet rygtet væk fra klubben blot et halvt år efter sin ankomst.

Men efter Zirkzees mareridt mod Newcastle er han begyndt at vise sig positivt frem, blandt andet ved at score det afgørende straffespark mod Arsenal.

Manden bør snart belønnes med en startplads af Amorim, både for at vise Zirkzee, at han ikke bærer nag over den dårlige halve time, han fik mod nordenglænderne, men også for at fortælle truppen, at det er muligt at spille sig ind på holdet igen, efter en række dårlige præstationer.

I går vendte han kampen på hovedet, da han blev sat på banen, og hans evne til at holde på bolden og agere opspilstation er langt bedre end Rasmus Højlunds.

Zirkzees konstante bevægelighed synes at skabe forvirring blandt modstanderne og åbner op for, at andre spillere får mulighed for at løbe ind i de rum, han efterlader. Netop derfor kunne jeg godt tænke mig at se ham blive prøvet af på en af 10’er-positionerne igen, på trods af den tidligere nævnte mareridtskamp, hvor hollænderen spillede her.

De rum, han efterlader, bør være guf for Rasmus Højlund at løbe ind i, og på den måde håber jeg på, at vi får begge spilleres bedste kvaliteter at se.