Foto: Shaun Brooks – CameraSport via Getty Images

Resultaterne er bedre end præstationerne

Michael Carrick debuterede i sin anden periode som interim med en overbevisende sejr over Manchester City.

United havde godt nok kun 32% boldbesiddelse i den kamp. Men ellers var kampbilledet ensidigt i Uniteds favør, og sejren kunne let have været større.

Tendensen er dog ikke fortsat i kampene sidenhen.

Først fulgte sene sejre mod Arsenal og Fulham, hvor United ikke syntes at være lige så overbevisende. Dog lykkedes det selvfølgelig at give Arsenal sit første nederlag på hjemmebane i denne sæson.

Siden har vi set fattige præstationer mod West Ham og Everton, samt sejre mod Spurs og nu Crystal Palace, hvor United i begge tilfælde først kom foran, efter modstanderen havde fået en spiller udvist.

Seks sejre i syv kampe er vitterligt mesterskabsform. Men det samme kunne man jo sige om Liverpool i sæsonstarten med sejre i de første fem kampe.

I fire af de fem kom de først foran efter mindst 83 minutters spil, og der var tale om, at de var heldige og fik flere points end de fortjente. Jeg ser det samme ske med United i øjeblikket.

United har i mange år haft svingende præstationer. En god kamp fulgt af en dårlig. Eller en dårlig halvleg fulgt af en god. Denne tendens fortsatte i går, hvor United var næstbedst i første halvleg, men klart bedst i den anden.

Hvis United for alvor skal op og være med, hvor det er sjovt, er cheftræneren/manageren nødt til at få mere stabilitet ind i præstationerne. Også selvom resultaterne lige nu ikke synes at kunne blive bedre.

Sesko er mere end bare en supersub

Big Ben eller Air Sesko. Kært barn har mange navne, og United-fansene har fået en ny publikumsfavorit i den store slovener. Alle fire sommerindkøb synes nu også at kunne blive stemplet som en succes.

Først var det Bryan Mbeumo og Senne Lammens, der straks viste, at de forbedrede holdet. Dernæst begyndte Matheus Cunha at tilføje et slutprodukt efter først at have scoret i sin niende kamp.

Nu er det så Benjamin Seskos tur til at overbevise om sine kvaliteter. Han har nu scoret ni sæsonmål, heraf syv siden nytår. Det er meget imponerende, særligt når han var på bænken i hele Michael Carricks trænerdebut og startede på den i de efterfølgende fem kampe under englænderen.

Jeg har fulgt Benjamin Sesko, siden han spillede i RB Salzburg og har drømt ham til United ad flere omgange. Han endte i stedet i RB Leipzig, og med kun 14 og 13 ligamål i de to seneste sæsoner var jeg ikke længere så sikker på, at han var den målsluger, United havde brug for.

Hans seneste målform tyder dog på, at Sesko godt kan ende med at blive en angriber med minimum 20 ligamål per sæson. Det kræver dog, at sloveneren fortsætter.

På samme måde havde Rasmus Højlund jo også en forrygende februar i 2024, hvor han blev månedens spiller i Premier League. Jeg krydser fingre for, at Seskos målform fortsætter, for så har holdet en sikker frontmand til det næste årti.

Vi kan ikke længere komme uden om Bruno Fernandes som en legende

United-anføreren har i årevis været en spiller, der deler vandene. På den ene side har han været en enmandshær, som har kunnet løfte et underpræsterende United-hold, når de har haft allermest brug for det.

På den anden side har han mødt kritik for sin attitude på banen, ligesom der har været sat spørgsmålstegn ved, om han bør være anfører.

Når vi taler om United-legender, taler vi typisk om dem, der er gået forrest og har vundet en masse trofæer. For eksempel Ryan Giggs, der har vundet Premier League utrolige 13 gange. Eller Wayne Rooney, som vandt fem mesterskaber og blev klubbens mest scorende nogensinde.

Med gårsdagens assist til Benjamin Sesko har Bruno Fernandes nu gjort, at vi ikke længere kan komme uden om ham, når vi taler om klubbens legender.

Hans mål og assists for klubben er nu begge . Det er kun førnævnte Giggs og Rooney, der kan prale af det samme i Premier League-æraen.

Kritikere vil måske påstå, at portugiseren ikke har vundet nok til at indtage en status som klublegende. Det er også kun blevet til et FA Cup – og et Liga Cup-trofæ, mens United to gange har tabt en Europa League-finale.

Fans synes dog ikke at tøve med at kalde Bryan Robson en United-legende, selvom hans storhedstid i 1980’erne heller ikke var i Uniteds bedste periode. Her vandt han FA Cup tre gange, før han også var med til at sikre sejren i Pokalvindernes Europa Cup i 1991.

Til sidst blev det også til to mesterskaber, men her var det med en noget mere perifær rolle til ‘Captain Marvel’.

Argumenterne for, at Bruno Fernandes ikke skulle være en United-legende, er efterhånden ved at slippe op. Og med +100 både mål og assists, kan vi ikke længere komme uden om det.