Nedtakt: Indskiftningerne blev afgørende

(Photo by Robbie Jay Barratt – AMA/Getty Images)

I udgangspunktet gjorde Ruben Amorim nok det helt rigtige både op til og før kampen.
Bruno Fernandes blev sparet mod Brentford, og så gav han hele holdet fra San Mames-kampen genvalg på Old Trafford.

Det virker som Manchester Uniteds stærkeste hold på nuværende tidspunkt.

Problemet var bare, at holdet ikke tog teten fra begyndelsen. Man savnede straks noget flair, som vi har på bænken (læs: Amad). Mentalt var vi der bare ikke. Men noget bredde havde også pyntet, hvor jeg tænker Dalot havde spillet i stedet for Lindelöf, og Zirkzee kunne konkurrere med Garnacho eller Højlund, men det er en helt anden historie.

Vi kom ud til første halvleg med en afventende indstilling, hvor vi kom sidst på mange ting og generelt virkede ukoncentreret, og tidligere tiders uprovokerede fejl i forsvaret hjemsøgte os nu igen.
Noget, som vi faktisk har skubbet lidt fra os ellers.

Trods alt gik vi til pause med 0-1 i en ujævn og spillemæssig jævnbyrdig affære. I vores svære perioder i 1. halvleg synes jeg særligt, at Bruno Fernandes trådte i karakter og forsøgte at fastholde sine medspillere på opgaven, og vi må jo konstatere, at han skal have noget støtte på den front til den kommende sæson. En spiller kan ikke stå med det alene over en hel sæson.

Det bundniveauet skal løftes til næste sæson. I så vigtig en kamp, skal man kunne komme ud med en bedre samlet indstilling.

Indskiftningerne blev afgørende

Efter pausen begyndte United langsomt, men sikkert, at få fat i spillet og kampen.

Ruben Amorim kan måske bebrejdes for ikke at sætte sit hold tilstrækkeligt op i begyndelsen af kampen, men ros skal virkelig også gives for nogle gode og tidsmæssigt velvalgte indskiftninger.

De ændrede simpelthen kampen og blev afgørende.

Svaret ligger måske også i ren og skær træthed hos spillerne.

Jeg synes, at flere af spillerne virkede trætte, for eksempel Ugarte og Garnacho, og så var det forfriskende med Mount og Amad, som straks kom ind og bidrog med gåpåmod og spillelyst.
Slutproduktet var to mål og en assist.

Det er helt tydeligt, at Amad fortolker sin position på en måde, så man hver gang har på fornemmelsen, at han kan gøre noget på egen hånd. Jeg glæder mig allerede til at se, hvor han står efter en forhåbentlig god opstart. Det samme gælder også for en anden superindskifter, Mason Mount.

Med noget load management og flere kampminutter kan han blive den helt rigtige for Amorims system og virkelig vise, at han er værdig til nummer 7 i den røde del af Manchester.

Vi bliver i det samme system – for en hver pris

I går nåede jeg at blive nervøs. Flere havde skrevet om den mulige overraskelse på baggrund af Uniteds katastrofale sæson.
Jeg tænker, at en del af årsagen til, at United slog tilbage, fik kontrol og vandt komfortabelt til sidst, er, at Ruben Amorim ikke skifter system og ændrer unødigt meget i taktikken.

Han har lagt kortene på bordet, vi spiller på denne måde – intet andet.

Det kan naturligvis have sine konsekvenser, særligt hvis spillerne simpelthen ikke magter opgaven, men på den anden side tror jeg, at det hjalp os i går.
Indskiftningerne skulle blot fokusere på deres eget spil.

Alle i truppen kender nu systemet. Sidste år med ten Hag tror jeg, at vi ville have været mere febrilske i vores søgen efter den forløsende scoring. Fra Mounts mål ser det ud som om, at holdet hviler mere i sig selv, og den berømte ketchupeffekt af overskud skinner igennem. Før i tiden skulle vi nok have kæmpet mere for at sikre en sejr.

Begge ender skal forstærkes

Hvis Manchester United havde frie tøjler på transfermarkedet, ville man nok have skiftet et hav af spillere, men klubben må gå mere varsomt til værks på grund af klubbens økonomiske situation. Men handles – det skal der. Det stod i hvert fald klart for mig i går.

Her vil jeg nævne to positioner.

1. Målmandspositionen.
   Andre Onana havde en godkendt aften i går med nogle gode indgreb, men også mangler, særligt i det taktiske.
   Klubben er nødt til at afsøge markedet for en bedre målmand. En målmand, der giver ro med sine redninger og indgreb, men også helt generelt signalerer taktisk forståelse, så United igen kan begynde at dominere sine kampe.
   Havde vi pengene, ville det være Donnarumma. Er det realistisk med Verbruggen?
2. Angriberpositionen.
   Rasmus Højlund scorede i går, han lagde pres på målmanden, så Mount kunne score til sidst, og i 2. halvleg indgik han i nogle fine 1-2 kombinationer. Men det glider alt for tit ud i sandet for den danske angriber. Om han skal være i klubben eller ej, er svært at sige noget om, men en kompetent angrebsmakker mangler han i den grad. Klubben mangler en erfaren type, der bare sparker boldene i kassen, en type som også trækker holdet op og går forrest i de svære perioder. En type, der skyder brystet frem og kan mænge sig øverst i hierarkiet sammen med Bruno.
   Havde vi pengene, ville vi vælge Kane. Er det realistisk med Gyökeres?