Nedtakt: Tre observationer i sæsonåbneren
Onanas debut, motorvejen og dilemmaet på venstrefløjen er overskrifterne på tre observationer fra kampen mandag aften.


Manchester United åbnede mandag aften Premier League-sæsonen med en snæver sejr over Wolverhampton.
Her er tre ting denne skribent observerede fra kampen.
1. Onanas fødder.
Andrè Onana fik sin debut som sidste skanse for Manchester United og inden kampen var både eksperter og fans spændte på at se, hvordan han passede ind i Premier League med sin meget lidt konservative spillestil. I 97 minutter viste han sig rigtig flot frem med både vigtige indgreb, stærke fodparader og ikke midst sit spil med bolden i både det korte og lange spil. Sidstnævnte kommer uden tvivl til at give Manchester United en fleksibilitet i opspillet i sæsonen, da man kan agere aktivt i forhold til modstanderholdenes presspil. Værd at bemærke er også , at han spillede med stor respekt for ligaen og tog meget få chancer i sit spil – lige med undtagelse, da han kastede sig ind i en Wolves-spiller og var tæt på at begå straffespark i sin debut. Men alt i alt en mere end godkendt debut, der lover godt.
2. Motorvejen
En af de største panderynker fra gårsdagens kamp var, at gæsterne havde utrolig nemt ved at spille sig op igennem midten af banen. Flere gange drev særligt Matheus Cunha rimelig uforstyrret bolden op igennem midten og med lidt mere skarphed, havde det medført en scoring fra Wolves. For denne skribent at se, skyldes det, at Bruno Fernandes og Mason Mount positioner som 8’erere i det offensive spil, gjorde holdet meget sårbare ved omstillinger – særligt når man spiller med to backs, der skal være langt fremme. For det efterlader de to centrale forsvarsspillere og den enlige 6’er, Casemiro, alene med Wolves’ hurtige omstillinger. Her var gæsterne smarte med deres kanter, der trak Manchester Uniteds centrale forsvarsspillere væk fra den centrale del af banen og ud mod siderne. Det efterlod en motorvej til Wolves og panderynker hos Manchester United, der skal have løst dette problem inden, man møder stærkere modstandere.
3. Venstrefløjens dilemma
Marcus Rashford spillede spidsangriber mod Wolves og her havde han det svært, da Wolves stod lavt og ikke efterlod meget plads at løbe i for angriberen. Men de få gange han fandt rum i venstresiden, blev han farlig. Kampen bekræftede både, hvorfor man har købt en 9’er i Rasmus Højlund, men også, at der ikke er nogen tvivl om, at Rashford er bedst på venstrekanten.
Derimod var det Alejandro Garnacho, der startede til venstre. I sæsonoptakten har den unge argentiner vist lovende takter, men der var ikke meget der lykkedes for ham. Til gengæld var der en del mere der lykkedes for Jadon Sancho, da han erstattede Garnacho på venstresiden og det må efterlade Erik ten Hag med et dilemma om, hvem, der skal starte på venstrefløjen mod Spurs i næste weekend: Rashford, Garnacho eller Sancho?
