Nedtakt: Tre ting vi lærte af endnu et skuffende Bournemouth-nederlag
Der blev ikke delt nogle tidlige julegaver ud til de fremmødte på Old Trafford. Den selvtillid, der blev tanket op efter sejren mod Manchester City, er nu i bund igen efter et trist hjemme-nederlag til Bournemouth.


(Photo by Matt McNulty/Getty Images)
United har et problem med dødbolde
Det må simpelthen høre op. Jeg hørte her forleden, at United er det hold, der har lukket tredjeflest mål ind på dødbolde i top-fem-ligaerne – kun overgået af tyske Heidenheim og Wolves.
United har indtil videre lukket hele ni mål ind på dødbolde, og i hele sidste sæson var det tal 14. Med gårsdagens scoring er United oppe på 17 mål imod på dødbolde, som er flest af alle Premier League-hold i 2024.
Sidste sæsons to dominerende hold, Manchester City og Arsenal, lukkede henholdsvis tre og syv mål ind på dødbolde i løbet af sidste sæson.
Der er i denne sæson blevet scoret flere mål mod United på dødbolde end i åbent spil. I åbent spil har United lukket otte mål ind, hvilket er positivt og det laveste i hele Premier League. Hvis man kan formå at lukke ned for bare en mindre del af dødboldsmålene, kan der ligge en del point og vente på United.
Manchester United hentede i sidste sæson en dødboldstræner i Lillestrøm, Andreas Georgson, og efter Amorim-transferen har de nye Sporting-folk taget over på dødboldene. Og det har de mildest talt ikke forvaltet særlig godt. Siden deres tilkomst har United lukket fem mål ind på dødbolde i seks kampe.
Hvor skal målene komme fra?
I går fik vi bekræftet, at Zirkzee ikke er god nok alene som frontangriber. Det har han hverken styrken eller hurtigheden til. Samtidig har han sidste fod på utrolig få angreb. I hans seneste fem Premier League-kampe har han kun haft tre afslutninger – ikke inden for målrammen – men i alt.
Det samme kan vi sige om Rasmus Højlund, selvom han i sin korte tid på banen i går havde to afslutninger på mål. I indeværende 2024/25-sæson har han kun haft ni afslutninger i 12 kampe. Og kigger man på én bestemt statistik, ser det endnu mere foruroligende ud. Højlund har kun haft 22 berøringer i modstanderens straffesparksfelt i denne sæson. Til sammenligning har Amad haft 77 og Mohamed Salah 161 berøringer.
Tager man disse to statistikker med i betragtning, er det til at forstå, hvorfor vores to angribere ikke har scoret flere mål.
Derudover har United kun scoret 11 mål i åbent spil i denne sæson.
Vinder på xG
Det eneste opmuntrende ved kampen i går er, at United faktisk vinder kampen på xG – 2.26 mod Bournemouths 1.24. United skaber chancerne og muligheder, men kvaliteten på den sidste tredjedel er fraværende.
Det samme var tilfældet i kampene mod Nottingham Forest og Tottenham. På hjemmebane mod Forest vandt United 1.6 mod 0.86 på xG. Men igen, ligesom i går, endte United med at lukke tre mål ind.
I torsdagens Carabao-Cup kamp mod Spurs blev der igen delt gaver ud i Uniteds forsvar. Man tabte kampen med 4-3, mens man på xG vandt kampen 2.38-0.67. Hjemmeholdet scorede simpelthen fire mål med en xG på blot 0.67.
Hvad fortæller disse tal os så? Det afslører, at United laver alt for mange personlige fejl, og at de samtidig mangler at eksekvere ordentligt foran mål. United er simpelthen for dårlige i begge felter.
