Nedtakt: Tre ting vi lærte af nederlaget i Manchester-derbyet
I går, søndag, blev det endnu engang slået fast, at Manchester United er de blå fra byen underlegne i øjeblikket, hvad angår præstationerne inden for kridtstregerne. Jeg har taget et kig på, hvilke tre ting der er værd at tage med fra kampen.
Efter endnu et bittert nederlag til Foden, Haaland og det strålende City-hold søndag aften, er det på tide at reflektere over, hvad der virkelig skete på banen. Derfor har jeg forsøgt at dykke ned i gårsdagens begivenheder og se på, hvad der er værd at tage med fra opgøret.
Dirigentstokken slog kontrakniven
Helt fra kampens begyndelse var taktikken for begge mandskaber tydelig. City ville kontrollere kampen og forsøge at dirigere den i den retning, de plejer at lykkes med. Hvis United skulle have en chance, skulle kontrakniven slibes og stikkes ind de få gange, muligheden bød sig.
Det så da også ud som om, Erik ten Hag havde lagt en slagplan, der virkede, da vi gik til pause i front. Men efter City havde skudt efter Onanas mål 27 gange, var tre gået i nettet, og vi måtte se os slået af en bedre modstander.
De taktiske forskelle fra dagene under Ole Gunnar og til kampen i går var svære at få øje på, og det understreger bare, hvor minimal den forbedring, der har været, er, hvis overhovedet nogen.
Erik ten Hag kan umuligt være blevet hentet til klubben med det formål, at United skulle forblive et omstillingshold. Hans spillestil i Ajax indikerede i hvert fald noget andet. Og de bedste hold i Europa kontrollerer da også kampene med bolden. Derfor har jeg svært ved at se for mig, at det ikke også er den retning, United skal i, hvis Erik ten Hags projekt skal lykkes. Derfor irriterer det mig, at det ikke peger i den retning.
Dette leder mig også hen til næste punkt, for det er efterhånden svært at skulle forsvare Erik ten Hags position i klubben, hvis vi bliver ved med at have det samme spilleudtryk.
Ten Hags job er i fare
Jeg er ikke fan af trænerfyringer, især ikke efter at have set, hvordan rekrutteringen af trænere i United har udviklet sig siden Fergusons afgang. Det er afgørende at have en klar plan for, hvem der skal overtage og hvilken retning klubben skal bevæge sig i, inden beslutningen træffes. Jeg ser dog ingen åbenlyse muligheder lige nu, og især ikke dem, som Martin Jørgensen bød ind med under optaktsudsendelsen på See til gårsdagens kamp.
Men det er samtidig også svært at forsvare vores hollandske træner, vi alle var så begejstrede over sidste sæson. Erik ten Hag lykkedes enten ikke med sine planer om at kontrollere kampene, eller også har han skudt en hvid pil efter det. Og jeg er bange for, at det er det sidste, som er tilfældet.
Med de nye ejeres indtog i klubben ser vi en udskiftning på mange af de ledende roller i klubben, som har noget at skulle have sagt sportsligt. Det er samtidig et fåtal af trænere, som overlever en ny ejer, som selv ønsker at have indflydelse på, hvilken retning klubben skal i. Derfor har jeg desværre svært ved at se Erik ten Hag være træner om et år. Om det er den rigtige beslutning, er jeg dog ikke sikker på.
Onana viser et højt niveau
Jeg ville slutte af på en positiv note. I sæsonens begyndelse havde jeg svært ved at se, hvordan Onana skulle være en opgradering af De Gea, som jeg ikke synes spillede sig af holdet sidste sæson, og Onanas præstationer i Champions League overbeviste mig bestemt heller ikke. Men han er så småt begyndt at vise et niveau, som jeg synes, han kan være bekendt.
Jeg synes stadig, vi mangler at se hans spil med fødderne forbedre holdet markant. Men han var involveret i Rashfords føringsmål i går, og han var samtidig også skyld i, at det ikke blev til en nedsabling.
Onana er med en redningsprocent på 71,5 den målmand i Premier League, der scorer fjerde højest i den statistik, hvilket vel er ganske fint, hvis han så oven i købet er god med fødderne. Derfor tror og håber jeg, at han bliver en del af et succesfuldt United-hold en dag, som løfter pokaler igen.