Optakt: En gigantisk skamplet skal vaskes væk
Manchester United har behov for moralsk oprejsning efter søndagens resultat. Det skal ske i Europa League mod Real Betis. Læs optakten til første halvdel af 1/8-finalerne her.


Der er blevet brugt meget tid i løbet af ugen på at bearbejde søndagens afstraffelse på Anfield. Det gælder i særdeleshed i fanmiljøet, men det er forhåbenligt også tilfældet på de indre linjer i Manchester United.
Erik ten Hag og spillerne led et historisk stort nederlag, og det fandt sted på den værst tænkelige lokation, Anfield. Sådan noget kan sagtens sætte sig i en spillertrup og påvirke dem fremover.
Det er så managerens opgave at sørge for, at det ikke sker.
Aftenens opgør mod Real Betis er vigtig i sig selv. Søndagens 7-0-nederlag tilfører dog kampen et næsten endnu vigtigere afspekt. Holdet skal nemlig rejse sig og vise hele fodboldverden, at det der skete i søndags er blevet bearbejdet, og at troen på Erik ten Hags projekt er intakt.
Det skal Rashford og co. forsøge at vise i Europa Leagues 1/8-finaler. Det bliver utvilsomt vanskeligt.
United har ikke været heldige med lodtrækningen til denne runde. Real Betis, under Manuel Pellegrinis ledelse, er et dygtigt hold. De indtager en femteplads i La Liga, og så senest som i søndags spillede de lige op med Real Madrid.
Klubben fra Sevilla sad i øvrigt over i 1/16-finalerne, da de i sikker stil havde vundet deres Gruppe C i efteråret foran Roma.
Der venter Erik ten Hag og spillertruppen en stor opgave i aften i mere end en forstand. De skal naturligvis sikre sig selv et godt udgangspunkt inden returopgøret spilles om præcis en uge. Men endnu vigtigere er måske, at holdet får moralsk oprejsning ovenpå ydmygelsen i søndags.
Dato, tid og sted:
Kampen fløjtes i gang klokken 21:00 torsdag d. 9. marts på Old Trafford.
Kampens dommer:
Tyske Daniel Siebert passer fløjten til opgøret.
Skader og karantæner:
Den store nyhed er, at Marcel Sabitzer ikke er til rådighed til opgøret. Det fortalte Erik ten Hag på onsdagens pressemøde. Antony Martial, som ikke har været i kamp siden d. 1. februar, er heller ikke på holdkortet, på trods af at han er tilbage på træningsbanen. Derudover skulle resten af Uniteds trup være kampdygtige, hvis vi selvfølgelig ser bort fra Christian Eriksen og Donny van de Beek.
Dermed forventes det, at både Varane og Casemiro også er tilgængelige. Der har ellers begge døjet med små skavanker.
Gæsterne fra Real Betis har offentliggjort deres trup til opgøret. Manuel Pellegrini må undvære sit helt store es i Nabil Fekir, da han netop er blevet opereret for en korsbåndsskade. Dog vender Sergio Canales retur til holdet, efter at han måtte sidde over, grundet en skade, i weekendens kamp mod Real Madrid.
Mulige startopstillinger:
Det bliver interessant at se, om søndagens præstation og resultat kræver ofre. Umiddelbart tror jeg ikke, at det bliver voldsomt. Derfor ser vi heller ikke de helt store overraskelser i Erik ten Hags startende 11, men det tætte kampprogram nødvendiggør rotation. Varane var bl.a. allerede tvivlsom til opgøret mod Liverpool, så mon ikke at han får et hvil i aftenens kamp.
Manchester United:
De Gea
Wan-Bissaka – Maguire – Martinez – Malacia
McTominay – Casemiro
Sancho – Fernandes – Garnacho
Rashford
Real Betis:
Bravo
Sabaly – Felipe – Pezzella – Miranda
Carvalho – Rodrigues
Canales – Rodri – Perez
Iglesias
Hold øje med:
Real Betis’ giftigste våben, nu hvor Fekir er skadet, er uden tvivl Borja Iglesias. Han er en meget alsidig angriber med mange redskaber i værktøjskassen. Han er farlig på hovedstød, han kan sparke fra distancen, og så er han også relativ hurtig. Han står noteret for 10 mål i La Liga i indeværende sæson, så ham skal Uniteds bagerste fire holde et vågent øje med.
Skribentens bud på kampens resultat:
Det SKAL kunne ses på spillerne, at de for alt i verden vil vaske skampletten fra i søndags væk. Jeg forventer, at de blæser til angreb fra første fløjt. Derfor overrumpler vi også et meget solidt Real Betis-mandskab og vinder kampen 2-0.
Hvor kan man se kampen?
TV2 Sport X
