OldTraffor.dk Logo
Udgivet over 3 år siden|Nyhed

Optakt: Old Trafford-stime skal udbygges mod The Saints

Manchester United skal forsøge at udbygge en imponerende hjemmebanestatistik, når Southampton gæster Old Trafford i dag kl. 15:00.

Simon Rasmussen
Simon Rasmussen
Udgivet: 12.03.2023 07:52
Optakt: Old Trafford-stime skal udbygges mod The Saints
Optakt: Old Trafford-stime skal udbygges mod The Saints

Der venter en svær opgave for Premier Leagues bundhold, Southampton, når de senere gæster Manchester United på Old Trafford.

Aktuelt ligger Manchester United nummer tre i Premier League, mens ‘The Saints’ indtager tabellens sidsteplads.

Dertil kommer, at Manchester United er ubesejret på Old Trafford i de seneste 20 kampe i alle turneringer efter torsdagens sejr mod Real Betis. Sejren betød yderligere, at man har vundet de seneste fem hjemmekampe i alle turneringer.

Når det er sagt, tager Southampton til Old Trafford med en sejr i bagagen, efter de vandt over Leicester i sidste weekend på mål af argentinske Carlos Alcaraz, der i øvrigt formåede at komme til skade i sin ‘knee-slide-jubelscene’, hvorfor han er tvivlsom til kampen senere i dag.

Sejren var den anden af slagsen i Premier League for den midlertidige manager i Southampton, Ruben Selles, der har overtaget tøjlerne efter fyringen af Nathan Jones.

Selles er et af tre tidligere ansigter fra den danske superliga i Southampton-truppen.

Selles er tidligere assistent i AGF og FCK, mens truppen også tæller Paul Onuachu og Kamaldeen Sulemana, der har slået deres folder i henholdvis FC Midtjylland og FC Nordsjælland.

Ruben Selles formåede at slå Chelsea i sin første kamp som manager, mens det siden er blevet til et skuffende FA Cup-nederlag mod Grimsby og et i Premier League mod Leeds, inden de som nævnt besejrede Leicester i sidste weekend.

Der er således meget, der taler for en sejr til De Røde Djævle, når kampen sparkes i gang kl. 15:00, hvor Manchester United fortsat har meget at bevise efter sidste weekends Liverpool-blamage.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles i dag kl. 15:00 på Old Trafford.

Kampens dommer:

44-årige Anthony Taylor dømmer kampen.

Skader og karantæner:

Christian Eriksen og Donny van de Beek er med sikkerhed fortsat ude. Anthony Martial træner igen og er i betragtning til kamptruppen. Marcel Sabitzer er tvivlsom, efter han heller ikke var i kamptruppen mod Real Betis som følge af et slag.

Hos Southampton er Carlos Alcaraz er tvivlsom, efter han som beskrevet kom til skade i sin ‘knee-slide-jubelscene’, da han scorede sejrsmålet mod Leicester i den forgangne Premier League-runde.

Juan Larios og Tino Livramento med sikkerhed ude.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Wan-Bissaka – Varane – Martinez – Malacia

Casemiro – Fred

Antony – Fernandes – Rashford

Weghorst

Southampton:

Bazunu

Maitland-Niles – Bella-Kotchap – Bednarek – Walker-Peters

Ward-Prowse – Lavia

Walcott – Alcaraz – Sulemana

Adams

Hold øje med:

Kamaldeen Sulemana bliver spændende at følge. Hans niveau i den danske superliga var tårnhøjt, og hvis han kan genfinde de takter på Premier League-niveau, så kan han gå hen og blive en trussel senere i dag.

Såfremt Carlos Alcaraz bliver klar, er det også værd at holde øje med den unge argentiner. I de to kampe han har startet på banen for The Saints er det blevet til to scoringer for manden på den offensive del af Southamptons midtbane.

Skribentens bud på kampens resultat:

Southampton ligger sidst i tabellen, og det afspejler sig forhåbentligt i dag, hvor Manchester United-spillerne fortsat har en masse at bevise ovenpå 0-7-nederlaget på Anfield i sidste weekend. Jeg gætter på 3-0 til Manchester United.

Hvor kan man se kampen?

TV3+ og Viaplay.