OldTraffor.dk Logo
Udgivet næsten 2 år siden|Nyhed

Phil Jones indstiller officielt karrieren

Så gik den ikke længere for Phil Jones. I en alder af 32 år må han lytte til kroppen og sige stop, og nu venter nye udfordringer for hans vedkommende.

Emil Malm Kristensen
Emil Malm Kristensen
Udgivet: 18.08.2024 10:18
Phil Jones indstiller officielt karrieren
Phil Jones indstiller officielt karrieren

(Photo by Mike Egerton – PA Images via Getty Images)

Den store og tidligere talentfulde midterstoper er ikke hr. hvem-som-helst i United-sammenhæng. Han nåede 229 optrædener og vandt Premier League, FA Cuppen og Europa League i United-trøjen. Nu stopper han officielt karrieren.

Det bekræfter han i et interview med BBC, hvor han også åbner op for en fremtid som fodboldtræner.

Enten med heroisk forsvarsspil eller akavede bevægelser og ansigtsudtryk prenter han sig ind i de fleste United-fans bevidsthed.

Ja, han var ikke just en favorit på Stretford End, men alligevel tilbragte han hele 12 år i klubben, og internt i truppen og blandt trænerne må der have været en vis respekt omkring Phil Jones. Ellers opnår man ikke 12 år i en af verdens største klubber.

Trods den lange karriere i United blev store dele af perioden ødelagt af skader. Da han blev hentet til under Ferguson, var han et af fremtidens håb. I hans første sæsoner levede han også op til forventninger, men med årene dalede niveauet og skaderne blev flere og flere.

Den 32-årige forsvarsspiller har egentlig ikke spillet fodbold i 12 måneder, efter hans kontrakt i United udløb. I mellemtiden har han haft en trænerrolle omkring Manchester Uniteds succesfulde U-18 hold, som vandt deres Premier League, PL North og PL Cup sidste sæson. United hjalp ham også med at få en UEFA A-Licens (træneruddannelse).

Udover at have spillet for United optrådte han også i perioden 2011 til 2018 27 gange for det engelske landshold.