Resumé: Drenge mod mænd
Manchester United afslutter et udfordrende 2024 med et klart hjemmebanenederlag på 0-2 til Newcastle. Udeholdet var de røde djævle overlegen i samtlige af spillets facetter – særligt i 1. halvleg.


(Martin Rickett/PA Images via Getty Images)
Tre nederlag på stribe, en 14. plads i Premier League og ballade om Marcus Rashford. Det var så småt allerede begyndt at trække op til den storm, Rúben Amorim på forhånd havde varslet ville indfinde sig over Old Trafford.
Den truende storm skulle Amorim og United-truppen så forsøge at afværge, da de røde djævle på årets sidste kamp tog imod formstærke Newcastle med farlige Alexander Isak på toppen.
Det lykkedes ikke.
Newcastle bedst på alle parametre
Isaks vanvittige målform var Uniteds bagkæde tilsyneladende ikke bekendt med. Efter blot tre minutter stod han umarkeret og kunne heade et Lewis Hall-indlæg ind bag Onana.
Udeholdet var altdominerende i kampens indledning. Newcastle-spillerne sprudlede af selvtillid, og alt lykkedes for Isak, Gordon & co. Amorims mandskab fik derimod ikke et ben til jorden og var heldige med kun at være bagud med enkelt, da uret rundede 15 minutter.
0-2-scoringen kom dog kort efter. En livlig Gordon på Newcastles venstrekant sendte et indadskruet indlæg ind mod Joelinton, der med et sent løb i feltet overrumplede Martínez.
Newcastles dominans fortsatte, og særligt på midtbanen blev Eriksen og Casemiro overløbet af Tonali, Joelinton, Guimaraes. Det tog Amorim konsekvensen af, da han efter blot 33 minutter flåede Zirkzee ud og erstattede ham med Kobbie Mainoo.
Manchester Uniteds niveau var skræmmende lavt. Afleveringer blev sendt ud over sidelinjen, dueller blev tabt alle steder på banen, og mismodet stod ud af alle ender.
På trods af store chancer til både Højlund og Casemiro i løbet af det sidste kvarter af første halvleg gik de røde djævle derfor ufortjent til pause bagud 0-2. Newcastles føring burde nemlig have været væsenligt større.
Bedre, men stadig ikke godt nok
Amorim foretog på papiret ingen ændringer i pausen. Men noget må den 39-årige cheftræner have gjort, for de røde djævle kom væsenligt bedre med efter pausen og mindede igen en lille smule om noget, der kunne være et fodboldhold.
Et kvarter inde i 2. halvleg havde Maguire sneget sig med i feltet og kunne sætte pandebrasken på et indlæg. Men heldet tilsmilede heller ikke United her til aften, og derfor måtte forsvarsspilleren se afslutningen blive taget af stolpen.
Uniteds spilovertag blev ikke udnyttet, og i stedet begyndte Eddie Howes tropper igen at skrue op for tempoet.
Selvom Newcastle slap foden fra gaspedalen i 2. halvleg, kunne de uden det store besvær køre deres 0-2-føring fra første halvleg sikkert i hus. Amorims mandskab dukkede aldrig op til kampen.
Manchester United taber for fjerde gang i træk og er fortsat nummer 14 i Premier League.
Kampfakta
Manchester United – Newcastle United: 0-2
0-1: Alexander Isak (4′)
0-2: Joelinton (19′)
