Resumé: United ydmyges i egen baghave
Søndag eftermiddag gæstede rivalerne fra Liverpool Old Trafford, og opgøret blev spillet på deres præmisser. 0-3 hed cifrene efter slutfløjtet. Få et overblik over det kummerlige kampforløb her.


(Catherine Ivill – AMA/Getty Images)
Forventningerne og spændingsniveauet er altid højt, når Liverpool besøger drømmenes teater. Desværre har der de seneste år også hersket en frygt for ydmygelse, hvilket denne gang blev en realitet.
45 minutters makværk
De røde djævle kommer ud med fyr og flamme i de første fem minutter af forestillingen, men så scorer Alexander-Arnold et offside-mål, og derefter står der Liverpool på resten af første halvleg.
Tempoet og intensiteten er til stede, men skarpheden er enormt fraværende. De største syndebukke bliver Casemiro og Zirkzee, der behandler bolden uden respekt. Førstnævnte koster groft sagt to mål. To boldtab der begge konverteres til mål af Luis Diaz. Først med en utilgivelig fejlaflevering og siden med et ønsket, men ikke-tilstedeværende frispark. Første halvleg ender 0-2.
Usammenhængende og uskarpe
Endnu engang formår United at komme bedst ud af starthullerne, efter Casemiro ved pausen er blevet erstattet af 20-årige Collyer. Men det bliver ikke til mere end fem-seks-minutters sammenhængende fodbold, før vores kæder splittes til atomer, og Liverpool angriber os som en flok løver på savannen, der løber efter en antilope uden ben.
Salah straffer os, og gør det til 3-0 i 56′ minut. Lige som det hele ligner en gentagelse af en kamp, vi ikke nævner, får hjemmebaneholdet sat en prop i.
Indskiftningen af Amad Diallo bliver en cementering af, at han bør være fast mand på holdkortet. Og det kunne have været blevet til en scoring, hvis ikke Joshua Zirkzee havde lavet et hattrick af brændte chancer (kredit til Alisson også). Lige så vel som at Szoboszlai skulle have gjort det til fire for Liverpool.
Hjemmebanefansene finder vej mod udgangene efter det 70′ minut, og det bliver tydeligt, at United-spillerne må gå i bad uden point.
Liverpool bliver kampvindere med cifrene 0-3.
Kampfakta
Manchester United – Liverpool: 0-3
1-0 Luis Diaz (35′)
2-0 Luiz Diaz (42′)
3-0 Mohammed Salah (56′)
