OldTraffor.dk Logo
Udgivet næsten 2 år siden|Nyhed

Selvsikker Erik ten Hag: »Vi har allerede præsteret«

Manchester United er den klub i engelsk fodbold, der har vundet næstmest sølvtøj de seneste to sæsoner. Derfor har Erik ten Hags mandskab allerede leveret på et højt niveau. Sådan lyder det fra manageren forud for kampen mod Liverpool.

Thobias Lisby Hermannsen
Thobias Lisby Hermannsen
Udgivet: 01.09.2024 12:34
Selvsikker Erik ten Hag: »Vi har allerede præsteret«
Selvsikker Erik ten Hag: »Vi har allerede præsteret«

Nu hvor Manchester United har haft et travlt transfervindue, er det så slut med undskyldninger for, hvorfor holdet ikke præsterer? Det spørgsmål modtog Erik ten Hag under pressemødet forud for søndagens storkamp mod Liverpool.

Og til det spørgsmål havde Uniteds manager et meget selvsikkert svar klar.

– Hør her, i løbet af de sidste to sæsoner, har vi vundet næstflest trofæer efter Manchester City i engelsk fodbold. Så vi har allerede præsteret, udtalte han.

Da journalisten efterfølgende forsøgte at stille et opfølgende spørgsmål, afbrød Erik ten Hag ham prompte.

– Det er realiteterne, det er fakta. Og i år vil vi også vinde. Vi vil vinde trofæer. Så jeg er ret overbevist om, at vi vil bygge os op til det. Det er dét, jeg har lavet de sidste 11 år. Så tålmodighed, lød det fra Uniteds manager.

I fodbold handler det udelukkende om at vinde trofæer. Derfor er Erik ten Hag heller ikke i tvivl om, at han har fansenes opbakning.

Der er kampstart søndag kl. 17.00 på Old Trafford.

Optakt: Vigtigt arvefjendeopgør