Shaw: Det er altid specielt
Luke Shaw glæder sig over søndagens sejr over Fulham i FA Cuppen, hvor Manchester United i næste runde skal til en tur til Wembley.


“Wembley, Wembley, we’re the famous Man Utd and we’re off to Wembley”.
Sådan lyder det typisk fra glade og forventningsfulde Manchester United-fans, når de røde djævle har kursen mod sejr i de engelske pokalturneringer.
Men det er ikke kun fansene, der glæder sig over en tur til den ikoniske arena. Også Luke Shaw ser frem til endnu en stor kamp på nationalstadionet i London.
– Det er altid specielt at spille på Wembley, siger Luke Shaw til MUTV søndag i et interview efter kampen.
– Hver gang du spiller der for din klub, ved du, at du har gjort noget rigtigt.
Den engelske venstreback vil ikke se let på opgaven mod Brighton, der er modstanderen i semifinalen.
– Det bliver en rigtig svær kamp mod Brighton. De er et rigtig godt hold, som vi ikke må undervurdere, siger Shaw, der tilføjer, at holdet skal tro på sig selv.
– Vi skal tro på, at vi kan vinde turneringen. I omklædningsrummet er det sådan, vi har det.
Luke Shaw spillede fuld tid i søndagens 3-1-sejr mod Fulham. Han stod for oplægget til Marcel Sabitzers 2-1-mål.
