– Spillerne er et skrøbeligt sted, siger Fletcher efter cup-exit
Darren Fletcher mener, at spillerne må grave dybt for at vende den dårlige selvtillid – læs hans reaktion efter Brighton-nederlaget her.


Der var ikke meget new manager bounce over Darren Fletchers anden – og sandsynligvis sidste – kamp i spidsen for Manchester United.
1-2 og ude af FA Cuppen til Brighton.
– Det var en blandet præstation. Vi startede fint, men målet (til 1-0, red.) tog pusten fra os. Jeg udfordrede dem i pausen til at flytte bolden med tempo og ikke så roligt. Da vi kom på 2-1, tænkte jeg, at energien var til et mål mere, men vi kunne ikke få den over linjen, siger Fletcher til TNT Sport.
– Jeg synes, man kunne se, at spillerne er et skrøbeligt sted, men de er nødt til at sende nogle svar. Selvtillid er noget af det mest magtfulde i fodbold, og når du ikke har den, er du nødt til at grave dybt. Så kommer selvtilliden også tilbage, lyder det ærligt fra den skotske træner.
– Det er op til dem. De er nødt til at sikre sig, at de har, hvad der skal til, for der er stadig meget at spille for. Holdet er stadig godt nok til at opnå succes denne sæson, men de er nødt til at grave dybt.
Sidste kamp?
Meldingerne går på, at der med al sandsynlighed bliver hyret en ny træner til Manchester-derbyet om en uge. Fletcher har heller ikke forberedt sig på mere end det, fortæller han.
– Jeg er blevet bedt om at tage disse to kampe, og jeg har ikke talt om mere end det. Jeg er sikker på, at der kommer til at være snakke over de næste par kampe, siger han.
Fletcher oplevede også et utilfredst Old Trafford-publikum, og det mener han er helt retfærdigt.
– Når man er ude af begge pokalturneringer og kun har Premier League-kampe tilbage, så jeg, at fansene ikke var tilfredse til sidst, og de har helt ret til at lufte deres frustrationer. Det var ikke uretfærdigt, men de viste deres utilfredshed, siger Fletcher.
– Jeg er sikker på, at fansene kommer forbi dem, hvis spillerne viser den rette reaktion. For det gør de altid. Og der er stadig en masse at spille for i Premier League.
