OldTraffor.dk Logo
Udgivet cirka 2 år siden|Nyhed

Taktiske ændringer sikrede sejren, men efterlader også tvivl

Erik ten Hag måtte endnu en gang overvære sine spillere underpræstere inde på banen. Det ændrede sig i anden halvleg, hvor United fik mere kontrol over kampen.

Emil Malm Kristensen
Emil Malm Kristensen
Udgivet: 19.05.2024 22:10
Taktiske ændringer sikrede sejren, men efterlader også tvivl
Taktiske ændringer sikrede sejren, men efterlader også tvivl

Steele/Getty Images

En sejr var påkrævet i dag, hvis United skulle gøre sig nogle forhåbninger om at slutte højere oppe i tabellen og sikre sig europæisk deltagelse i næste sæson.

Det skete – United vandt 2-0. Men det var desværre ikke nok. United var nemlig også afhængige af, at Newcastle skulle smide point, hvilket de ikke gjorde.

Omvendt var spillet, særligt i første halvleg, heller ikke særligt opløftende. Det var først i anden halvleg, at United for alvor kom en i kampen, og netop det kampbillede har vi set alt for ofte i denne sæson. Og måske derfor fortjener United ikke bedre, vil mange nok mene. Hvis samme kampudvikling sker i næste uge mod Manchester city, bliver United helt bestemt straffet.

Bedre kontrol i anden halvleg

Til pressemødet efter kampen havde ten hag følgende at sige om de første 45 minutter:

– I første halvleg var vi ikke 100 procent i kontrol. Det har vi set. Vi forsvare mod mange Brighton chancer, siger han.

Til gengæld hæfter han sig ved kampens udvikling efter pausen, hvor United fortjent fik vendt tingene og lavet to mål.

– Efter pausen, da vi ændrede noget i vores måde at spille på, fik vi mere kontrol. Vi forsvarede bedre, var bedre organiseret, pressede, og holdt også bedre på bolden og fik flere bevægelser bag bolden, hvor det i første halvleg var for statisk.

– Vi byttede rundt på Mainoo og Amrabat inde på midtbanen. Det var vigtigt, og også i højre side, fordi vi havde store problemer med at forsvare os imod Joao Pedro, fortsatte hollænderen.

Den kommende FA Cup-finale

Derudover skiftede han også Eriksen og Højlund ind i anden halvleg, som begge gjorde et fint indtryk – Eriksen med assist og Højlund med et flot mål, netop assisteret af førstnævnte.

Men hvad gør ten Hag på lørdag i FA Cup-finalen? Skal begge danskere spille, bliver det kun Højlund, eller skal slet ingen af dem spille fra start? Selvom eftermiddagens kamp trods alt afføder en lille smule optimisme frem mod City-kampen, så må det også efterlade ten Hag med en masse tvivl.

For kan man undlade at bruge Højlund fra start? Og det er ikke kun med henblik på hans seneste to mål, men også hans attitude og tilstedeværelse. Han er en af de få, som udstråler vindermentalitet og selvtillid.

I en kamp som den på lørdag kan det netop blive sådan nogle egenskaber, ten Hag får brug for, hvis hans mandskab skal slå de nykårede mestre fra Manchester City.