OldTraffor.dk Logo
Udgivet over 3 år siden|Nyhed

Ten Hag bekræfter: Sancho er tilbage i truppen mod Forest

Jadon Sancho er klar til at gøre comeback. Det fortæller Erik ten Hag, der har udtaget englænderen til opgøret mod Nottingham Forest.

Selver Elezovic
Selver Elezovic
Udgivet: 31.01.2023 15:11
Ten Hag bekræfter: Sancho er tilbage i truppen mod Forest
Ten Hag bekræfter: Sancho er tilbage i truppen mod Forest

Onsdag er det 103 dage siden, Jadon Sancho sidst var i aktion for Manchester United, da de røde djævle gæstede Chelsea den 20. oktober 2022.

Englænderen er omsider tilbage i truppen, når United onsdag aften får besøg af Nottingham Forest i den anden semifinale i ligacuppen. Det bekræfter manager Erik ten Hag på et pressemøde forud for kampen.

Den unge englænder har været i Holland på personlig specialtræning i tæt samråd med Manchester Uniteds trænerteam. Undervejs har Ten Hag tilkendegivet, at Sanchos specialtræning både havde fysiske og mentale aspekter og i den forbindelse har spilleren lukket helt ned for sin tilstedeværelse på de sociale medier.

Sancho vendte tilbage til træningsanlægget i sidste uge, men Ten Hag har sammen med spilleren vurderet, at det var bedst at starte stille op og tage en dag ad gangen i forhold til Sanchos tilbagevenden til resten af truppen.

På pressemødet meddelte den hollandske United-manager, at også Anthony Martial er tilbage i truppen efter at have været fraværende i nogle kampe. Scott McTominay er derimod ude med skade og vil ikke være til rådighed onsdag aften.