OldTraffor.dk Logo
Udgivet cirka 2 år siden|Nyhed

Ten Hag: Luksusproblemer før FA Cup-finalen

Uniteds manager, Erik ten Hag, har mange ting at tage stilling til forud for FA Cup-finalen mod Manchester City på Wembley i weekenden.

Camilla Laursen
Camilla Laursen
Udgivet: 21.05.2024 19:23
Ten Hag: Luksusproblemer før FA Cup-finalen
Ten Hag: Luksusproblemer før FA Cup-finalen

Foto: Getty Images/Stu Forster

De Røde Djævle sluttede Premier League af med en 2-0 sejr over Brighton & Hove Albion i søndags. Det blev til en historisk lav placering i ligaen, nemlig en ottendeplads. Sæsonen har været præget af mange skader og varierende opstillinger.

Med flere skadede spillere tilbage i folden har Ten Hag nu flere muligheder til weekendens trup. Han blev efter kampen mod Brighton spurgt ind til de kommende dilemmaer ved at skulle sætte holdet til finalen.

– Det er ikke et dilemma, det er et luksusproblem, udtalte manageren på pressemødet.

– Begge formationer kan blive en succes. Som I ved, kan vi spille med Bruno Fernandes som en ‘falsk 9’er’, ligesom vi gjorde på Etihad, hvor vi var farlige nede bagved.

– Med Rasmus Højlund i angrebet og hans form er han absolut en spiller, vi skal overveje. Vi skal tænke os om, men lad os ikke glemme, at vi ikke kun skal bruge 11 spillere. I en hård finale har vi også brug for en god bænk.

Rasmus Højlund har scoret i to af sine sidste kampe, hvor han begge gange er blevet skiftet ind. Træneren kommenterede under interviewet Højlunds form.

– Det kan altid blive bedre, men glem ikke, at han har haft tre skader i denne sæson. Han startede med en skade, missede opstarten, blev skadet før vinter og igen efter. Hver gang har det brudt hans rytme.

– Men at score 16 mål i sin første sæson er okay, og husk også på, at det ikke er slut endnu. Vi har finalen også.

FA Cup finalen spilles på Wembley lørdag kl. 16 (dansk tid).