OldTraffor.dk Logo
Udgivet over 3 år siden|Nyhed

Ten Hag om tidlig United-blunder: Det er uacceptabelt i et derby

Erik ten Hag var ikke tilfreds med Manchester Uniteds udlæg i aftenens opgør mod Leeds.

Simon Rasmussen
Simon Rasmussen
Udgivet: 09.02.2023 01:57
Ten Hag om tidlig United-blunder: Det er uacceptabelt i et derby
Ten Hag om tidlig United-blunder: Det er uacceptabelt i et derby

Manchester United formåede til aften at få vendt et truende nederlag til Leeds, da de to mandskaber spillede 2-2.

Leeds scorede tidligt i begge halvlege, og Erik ten Hag er efter kampen ikke synderligt tilfreds med Manchester Uniteds udlæg.

– Selvfølgelig er vi glade for, at vi i sidste ende formåede at vinde et point, men vi tabte også to. Det var en meget dårlig start på kampen. Det er uacceptabelt i et derby, hvor man skal være klar til at kæmpe og tage ansvar, hvilket ikke var tilfældet, udtaler hollænderen til MUTV og fortsætter.

– Man kan kun sige, at vi vandt et point, fordi vi kom tilbage efter at have været bagud 2-0 i et derby, hvilket er godt. Men på den anden side er det at starte et derby på den måde uacceptabelt. Man må være klar til at kæmpe, og vi var ikke klar til kampen.

Om få dage venter Leeds igen, når Manchester United tager turen til Elland Road, og Erik ten Hag mener, at Manchester United kan bruge aftenens udfordringer konstruktivt i det opgør.

– Det (dagens resultat, red.) vil anspore os til, at hvis vi spiller vores spil, når vi spiller den anden kamp om et par dage, så kan vi slå dem. Vi skal slå dem.

Et af de store temaer op til aftenens opgør var, at Leeds havde fyret manager Jesse Marsch. Det gav en del uvished for United-staben, men det er næppe nogen undskyldning ifølge Uniteds hollandske manager.

– Vi vidste ikke, hvilket system de ville spille i, men man må være klar og læse kampen. Man må være forudseende. Man må også vinde sine dueller. Det er op til alle at tage ansvar for det. Ved at vinde de dueller, vinder man den her kamp.

En spiller, der formåede at vinde sine individuelle dueller i aften var Jadon Sancho, som kom ind og scorede i midten af anden halvleg.

Erik ten Hag er glad på Sanchos vegne efter en turbulent periode for den unge englænder med skader og mentale udfordinger.

– Jeg er meget glad på hans (Sanchos, red.) vegne. Han er på rette vej, og hvis han fortsætter sådan, så kan han hjælpe os endnu mere med at opnå vores mål.

Da Sancho kom ind skete der en større rokade i United-offensiven, hvor Marcus Rashford blev flyttet op som frontangriber, efter Wout Weghorst var blevet taget ud.

Hurtigt kvittede Marcus Rashford med en flot hovedsstødsscoring, og det åbner op for spekulationerne, om den formstærke englænder skal spille angriber i det omvendte opgør.

– Om Rashford skal spille i midten næste kamp? Først vil vi analysere den her kamp, så ser vi, hvordan holdet klarer sig, og så vælger vi startopstillingen.

Manchester United og Leeds spiller igen på søndag kl. 15:00 på Elland Road.