OldTraffor.dk Logo
Udgivet over 3 år siden|Nyhed

Ten Hag udelukker tre spillere til semifinale mod Forest

Jadon Sancho er fortsat ikke klar til at komme i kamp. Derfor er han udeladt fra truppen til onsdagens semfinale i ligacuppen.

Selver Elezovic
Selver Elezovic
Udgivet: 24.01.2023 14:21
Ten Hag udelukker tre spillere til semifinale mod Forest
Ten Hag udelukker tre spillere til semifinale mod Forest

Manchester United må se bort fra en række profiler mod Nottingham Forest, som de røde djævle gæster onsdag aften.

Det bekræfter manager Erik ten Hag på et pressemøde tirsdag.

Han fortæller, at de spillere, der ikke var til rådighed i søndagens kamp mod Arsenal, heller ikke er til rådighed onsdag. Det gælder spillere som Diogo Dalot, Anthony Martial og Jadon Sancho, bekræfter den hollandske manager overfor pressen.

På trods af, at de røde djævle må se bort fra en række profiler til den første semifinale af to i ligacuppen, ser Ten Hag frem til opgøret.

– Det er lang tid siden, at United har spillet på [City Ground]. Vi kan godt lide at spille overfor fanatiske tilskuere. Der vil være en god atmosfære, som jeg tror vil motivere spillere. Det skal vi være forberedte på, siger United-manageren.

Efter at Manchester City røg ud til Southampton i kvartfinalerne, regnes Manchester United af flere eksperter som værende favoritter til at vinde EFL Cuppen. Holdet er nu tre kampe fra at kunne sikre klubbens første trofæ i seks år. En situation, Ten Hag er opmærksom på.

– Det handler om at vinde trofæer. Det har vi en god mulighed for. Men vi tager det en kamp ad gangen. Vi skal møde Forest over to kampe, så vores fokus er nu på den første kamp. Vi tænker ikke længere frem, fordi det vil distrahere os. Så målet er en sejr [onsdag], lyder det fra Erik ten Hag.