Loading
Foto: Gualter Fatia/Getty Images
Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Puha. Endnu et nederlag for Manchester United, som nu ikke har vundet på udebane i Premier League siden marts.
De dårlige statistikker hober sig op, og det er efterhånden svært at finde rationelle argumenter for, hvorfor Ruben Amorim ikke bør være fortid i United.
Alligevel sidder jeg med en følelse af, at det vil være en dårlig beslutning. At det lige præcis er nu, vi skal holde fast, og at de gode tider vil komme med Amorim ved roret. Men hvordan pokker kan det være?
Med 9 sejre i 33 ligakampe har han en sejrsprocent på kun 27,3. Rundet op. Det er selvfølgelig langt fra United-standard, det giver sig selv.
På de 33 kampe har han også allerede 17 nederlag, det vil sige 51,5%. Mere end hver anden.
Brentford-kampen var hans jubilæumsligakamp nummer 200 som cheftræner. I 167 Primeira Division-kampe fik han kun 14 nederlag. Det har han på rekordtid overgået med United.
Men hvad er årsagen? Har springet til Old Trafford været for stort? Er han for ung og uerfaren? Det er svært at sige, men der er i hvert fald nogle bagvedliggende årsager, vi kan tage med i betragtning.
I vores nedtakt fra Brentford-kampen er vores skribent i mine øjne spot on i forhold til, at Ruben Amorim har solgt os en drøm.
Han er nem at holde af, han kommunikerer klart og præcist, og så går han forrest i forhold til at være åben og imødekommende for fans . På rundture på stadion og ved autografskrivning ude foran. Han forstår virkelig sin rolle i forhold til alt det.
Jeg vil dog påstå, at det i højere grad er hans resultater før United, der har solgt en drøm om ham ved roret på Old Trafford. Dét, han formåede i Sporting, er utroligt. Og derfor har han en profil, der får mig til at drømme om ham som en ny Ferguson – som heller ikke fik en flyvende start i United.
Sean Dyche har udtalt, at han kunne skrabe flere points sammen med en 4-4-2, end Ruben Amorim har formået med sit system. Det tror jeg også er rigtigt. På kort sigt.
Medierne koger også over med forslag til at få andre pragmatikere som José Mourinho, Ole Gunnar Solskjær, Gareth Southgate og endda Sam Allardyce til at tage over. Det sidste måske i spøg, efter han sad ved siden af Sir Alex Ferguson under en kamp.
José Mourinho blev nummer 2 med United i Premier League. Det var pragmatisk, kedeligt og uden perspektiver for fremtiden. Jeg synes ikke, det er den vej, United skal gå. Ole Gunnar klarede sig også godt med kontrabaseret fodbold. Men det kan også kun tage os et stykke af vejen, som jeg ser det.
Jeg forstår godt behovet for at få lukket hullet, så vi ikke i et worst case scenario står i en kamp for at undgå nedrykning i foråret. Men det vil stadig være et skridt tilbage at ansætte denne type manager, frem for én, som har lidt større visioner.
For dét har Amorim trods alt. Det mangler bare at blive forløst. Spørgsmålet er kun, om han evner at få det forløst i United, med støtte fra Ineos. Og om han får den tid og støtte, han i så fald har brug for.
Efter Chelsea-sejren blev de sociale medier fyldt med roser til det ellers trængte Manchester United.
Man havde efter 5 kampe allerede overstået Arsenal, Manchester City og Chelsea, og man var á point med de lyseblå og kun 3 points fra Arsenal, Tottenham m.fl. Det var faktisk ikke så tosset.
Samme optimisme var også at spore efter Arsenal-kampen på trods af nederlaget. United havde jo været klart bedst efter en opløftende præstation, hvor kun en målmandsfejl blev afgørende. Samt efter Burnley, hvor United burde have vundet langt større end 3-2.
De gode præstationer på hjemmebane er dog afløst af kritisable præstationer ude. Stemningen omkring United synes i høj grad at være styret af disse resultater, og det medfører noget af en rutsjebanetur.
Sejrene bliver omtalt som vendepunkter, og nu kan det kun gå fremad. Nederlag er lig med dommedag og trænerfyring, og det kan kun gå for langsomt.
Hvorfor har Brentford-kampen fået os til at glemme Chelsea? Jeg forsøger selv at undlade at lade mig rive med, når United vinder én kamp. Jeg vil se mere, før jeg vil anerkende fremgangen.
Men skylder vi så ikke også at have de gode præstationer med i ligningen, når vi ser på den nuværende situation?
United har jo haft tre udmærkede præstationer på hjemmebane i sæsonens første seks ligakampe. Derudover fører man på xG i ligaen, man har flest succesfulde lange afleveringer, næstflest succesfulde indlæg fra åbent spil, flest afslutninger og flest træf på træværket.
Der ér positive ting at finde i sæsonen indtil nu. Dem skal vi da ikke udelade. Ligesom vi naturligvis også skal huske de dårlige præstationer og ikke lade os rive alt for meget med af en overbevisende første halvleg mod Chelsea.
Jeg har set og fulgt fodbold i mange år. Og jeg husker ikke et hold, som på samme tid har haft så mange profiler, der aktivt har modarbejdet træneren og klubben.
Amorim var nærmest ikke trådt ind ad døren, før Marcus Rashford rejste til USA og allerede en måned efter var i Uniteds kamptrup for sidste gang. Han gav det ikke en chance og har nu 2 mål og 4 assists i Barcelonas seneste 5 kampe.
Alejandro Garnacho fulgte trop med sin opførsel på sociale medier og var også rygtet til at stå bag læk fra omklædningsrummet sammen med sin bror.
Han spillede faktisk flere kampe end nogen andre United-spillere i sidste sæson. Alligevel var han stadig tilpas utilfreds med at starte ude i Europa League-finalen, så det endte med et endeligt opgør med Amorim.
Jadon Sanchos oprør startede allerede under Erik ten Hag. Men det er jo også en dyr og højt profileret spiller, som Amorim således har arvet. Derudover har spillere som Antony, Andre Onana og Rasmus Højlund heller ikke levet op til de prisskilte, de var kommet med.
Hvor ville Manchester City være, hvis Haaland, Doku, Foden, Bernardo, Savinho og Oscar Bobb alle bare slog op i banen?
Det vidner om en usund kultur i United. Og det er jo lige præcis denne kultur, som Amorim har sat sig for at få ledelsen til at rydde op i. Endelig, fristes jeg til at sige. Også selvom det kan koste points på kort sigt.
Derudover har personlige fejl også haglet ned over holdet. Er det Amorims fejl, når Bruno Fernandes tilsyneladende har glemt, hvordan man sparker straffespark? Eller at Harry Maguire, som vi ellers har hyldet på det seneste, glemmer hvordan man trækker en offside?
Alle ovenstående pointer ligger til grund for, at jeg stadig drømmer om succes med Amorim ved roret. Vi har set gode ud i perioder. Der mangler bare bund i det, så det ikke bliver så sårbart og inkonsekvent og åbenbart kun fungerer på hjemmebane.
Der medfølger dog også nogle bekymringer, som Ruben Amorim er nødt til at adressere, hvis han fortsat skal have min tillid.
Først og fremmest mangler der noget ungdom på holdet. 19-årige Leny Yoro bør være en starter på dette hold, men er tilsyneladende droppet efter præstationen mod City. 19-årige Ayden Heaven så også bundsolid ud i sidste sæson, og det er heller ikke meget, vi har set til ham i denne. 20-årige Kobbie Mainoo bør også spille mere, men er åbenbart kun reserve for Bruno Fernandes.
Jeg hører ikke til dem, der råber, at Amorim skal starte Kobbie Mainoo ved siden af Bruno Fernandes på midten. Jeg kan ikke se det fungere, med mindre man spiller mod en decideret underlegen modstander. Eller hvis man er i en fase af en kamp, hvor man er i kontrol og dominerer på bolden.
For nylig skrev jeg, at , da han også har døjet med skader og formnedgang. Men det er klart, at han skal til at spille mere, hvis han fortsat har sin fremtid i United.
Jeg hører heller ikke til dem, der råber, at Amorim skal ændre sit system. Oliver Glasner spiller samme system med Crystal Palace og er nu ubesejret i 18 kampe. Så systemet KAN fungere, og det har det jo også gjort i de perioder, hvor United har set gode ud. Derudover kritiserede vi Erik ten Hag for at afvige fra sin filosofi, så snart han mødte modgang. Vil vi nu virkelig opfordre Amorim til at følge ten Hags eksempel?
Derudover er det bekymrende, at United skaber så lidt for deres angribere. Garnacho og Rashford blev ofte beskyldt for at være for selviske, men de er nu væk, og i stedet har vi en rigtig targetman at sigte efter i boksen.
Rasmus Højlund fik ikke meget at arbejde med. Det gjorde Chido Obi heller ikke, da han fik chancen, og hans gennembrud synes nu også at være svært at få øje på. United må simpelthen ikke sulte Benjamin Sesko og give ham samme behandling.
Ruben Amorim dømmes på baggrund af resultater og præstationer. Begge dele har været for dårligt til at repræsentere United på lang sigt. Det kan der ikke være to meninger om. Især når vi også medregner sidste sæsons 15. plads, som dog også var et resultat af massiv favorisering af Europa League-kampene.
Da United i april slog Lyon på Old Trafford, var jeg helt på det rene med, at den efterfølgende hjemmekamp mod Wolves blev “ofret” til formålet med flere reserver i startopstillingen. Dette hører jo også med til historien.
Denne sæsons seks ligakampe er – trods alt – et skridt frem med gode præstationer i de tre hjemmekampe. United mangler altså “bare” at præstere lige så godt på udebane, og så mangler der også stadig noget kvalitet i begge ender.
Når Amorim kan få det til at se godt ud i nogle kampe, har jeg stadig troen på, at han også kan få det til at klikke i andre kampe. Og derfor er det i mine øjne stadig for tidligt at fælde endelig dom over portugiseren. Jeg tillader mig derfor at drømme lidt endnu.
Uniteds sæsonstart har været noget af en rutsjebanetur. De gode præstationer har været der, men de er enten blevet afløst af dårlige præstationer eller blevet ødelagt af personlige fejl. Når vi fælder dom over Ruben Amorim, skal vi huske at have det hele med.
