Dennis Sydney Viollet (forreste række, i midten) kom til Manchester United i 1949 og skrev en professionel kontrakt året efter. Det var dog først i april 1953, at han som 19-årig fik sin debut.

Inden da var den noget yngre Eddie Lewis stormet ind på den store scene med hele 9 mål i sine første 12 kampe. Men Lewis’ adgang til spilletid blev blokeret af Tommy Taylor, der ankom i marts 1953.

Imens var det modsatte faktisk tilfældet for Dennis Viollet. Han fik som nævnt sin debut kort efter og endte med at forme et farligt makkerskab med netop Taylor.

Viollet var heller ikke en klassisk spydspids, som tilfældet var for de to andre. Og mens Taylors hovedspil er fremhævet mange steder, var Viollet til gengæld fremragende langs jorden med sin hurtighed og tekniske færdigheder.

Hans to første kampe spillede han på højre kant, og i sin tredje kamp spillede han i den kreative rolle ved siden af eller lige bag 9’eren. En rolle, der kom til at være hans foretrukne i de følgende sæsoner.

Han nåede kun at spille de tre kampe i den første sæson efter sin april-debut. Men han spillede minimum 30 kampe i hver af de følgende 7 sæsoner i klubben. Og i 6 af dem scorede han minimum 20 mål.

Scorede vigtige mål

I 1955/56 og 1956/57 vandt United to mesterskaber i træk. Og herefter vandt man også de efterfølgende Charity Shield-finaler mod FA Cup-vinderne fra Manchester City og Aston Villa. Viollet scorede i begge finaler, der endte med sejre på 1-0 og 4-0 til United.

I 1956/57 deltog United også i Europa Cup for mesterhold som det første engelske hold i historien. Her lagde man ud med en 2-0 sejr på udebane mod Anderlecht efter mål af Viollet og Taylor. Viollet scorede det første og er altså klubbens første europæiske målscorer nogensinde.

I returkampen på Maine Road scorede han hele fire mål i 10-0 sejren, der stadig er klubbens største sejr nogensinde. Det var hans fjerde af i alt 9 hattricks for United. I samme kamp scorede Taylor også sit fjerde hattrick for klubben. Grundet tragiske omstændigheder nåede han dog kun op på 5.

Viollet scorede også to i den samlede 3-2 sejr over Dortmund og to i den samlede 6-5 sejr over Athletic Club de Bilbao. Han havde altså scoret 9 mål i 5 kampe, da de stillede til start mod Real Madrid i semifinalen. Dette blev dog endestationen for United og for Viollets målstime.

Med 4 mål i 6 europæiske kampe var han også stærkt involveret i Uniteds vej til endnu en semifinale året efter. Et af målene faldt efter kun 2 minutter på udebane mod Røde Stjerne i kvartfinalen den 5. februar 1958. Kampen sluttede 3-3 og sendte United videre.

Carpe Diem

På vej hjem fra ovenstående kamp styrtede Uniteds fly som bekendt efter en mellemlanding i München. Og mens Taylor og 22 andre omkom som følge af ulykken, slap Viollet nådigt med en hovedskade, som holdt ham ude indtil sæsonens sidste fem kampe.

På flyet sad Viollet ved siden af Bobby Charlton, og de slap altså begge med livet i behold og var også indlagt sammen. Dette er også beskrevet som noget, der knyttede de to spillere tæt sammen.

Viollet nåede at blive klar igen til semifinalen mod AC Milan og scorede i 2-1 sejren på hjemmebane i første kamp. Det decimerede United-hold kunne dog ikke holde stand på San Siro, hvor italienerne sikrede finalepladsen mod Real Madrid med en 4-0 sejr.

Efter flyulykken havde overtaget rollen som anfører, men det var han kun i lidt over en sæson.

I 1959 blev Viollet i stedet udpeget som ny anfører, måske fordi han havde et mere udadvendt aftryk end Foulkes. Han er i hvert fald beskrevet som en munter type, som efter ulykken levede efter at få det mest mulige ud af tilværelsen.

Og han fik i hvert fald det mest mulige ud af den kommende sæson, selvom det kun blev til en 7. plads i ligaen for United. Han blev dobbetlt målscorer i 3 af de første 4 kampe i sæsonen. Og her skulle han have været særligt fremragende i en 3-2 sejr over Newcastle på Old Trafford og en 6-3 sejr mod Chelsea på Stamford Bridge.

Ved nytår havde han allerede scoret 24 ligamål, og han trivedes nu i rollen som spydspids, omgivet af Bobby Charlton og indkøbte Albert Quixall, mens han også spillede godt sammen med kantspillerne Warren Bradley og Albert Scanlon.

Rekordmålscorer

Viollets sæson sluttede dog med en knæskade, der holdt ham ude i 6 af de sidste 7 kampe. Alligevel nåede han i den sæson op på hele 32 ligamål – fra 36 kampe – og det er en klubrekord, der stadig holder i dag.

Derudover var det første gang nogensinde, at en United-spiller blev topscorer i den bedste engelske række. Dette har kun Ruud van Nistelrooy, Cristiano Ronaldo og Robin van Persie gjort efter. Samt George Best, Dwight Yorke og Dimitar Berbatov, der alle måtte dele titlen med en eller flere andre.

Med 179 mål i 293 United-kampe kan det godt undre, at Viollet kun fik to landskampe for England, i henholdsvis 1960 og 1961. Særligt når hans europæiske målsnit på 1,08 mål per kamp er noget bedre end hans snit på 0,59 mål per kamp mod engelske modstandere. Han scorede da også i den sidstnævnte landskamp, en 4-1 sejr mod Luxembourg i kvalifikationen til VM i 1962.

Hvad angår mål for United er det kun Wayne Rooney, Bobby Charlton, Denis Law og Jack Rowley, der har scoret flere end ham. Han må dog dele 5. pladsen med George Best, der også scorede 179 mål for klubben.

Bobby Charlton har engang forklaret, hvad der gjorde Viollet så god.

– Dennis var en fænomenalt skarp angriber. Han ville vise, at han ville skyde, så forsvareren ville forsøge at blokere. Og så ville han vride sig ind i et lillebitte område, hvor forsvareren ville være ude af balance, og dér ville vores mand skyde til bolden. Han var en kunstner, og det er derfor, han stadig har vores målrekord (for ligamål i en sæson, red).

Efter United

I 1961 og 1962 købte United og Busby to nye fuldblodsangribere; David Herd i Arsenal og den tidligere Manchester City-angriber Denis Law i Torino. Sidstnævnte slog en britisk transferrekord som den første til at koste mere end 100.000 pund.

Imellem de to ankomster var det dog slut for Dennis Viollet, der i januar 1962 skiftede til Stoke City for 25.000 pund. Angiveligt havde han en uoverensstemmelse med Busby angående noget økonomi, og skotten syntes nu, at den 28-årige angriber måtte videre.

I Stoke spillede Viollet sammen med en aldrende Sir Stanley Matthews og blev topscorer med 23 ligamål, da klubben i 1963 vandt Second Division og rykkede op i den bedste række.

Han hjalp dem også til League Cup-finalen året efter, hvor han scorede i finalen mod den legendariske målmand Gordon Banks. Det blev dog til et samlet 4-3 nederlag til Leicester City.

Tre år senere skiftede Banks pudsigt nok også til Stoke City. Men samtidig indstillede Viollet karrieren på topniveau efter 66 mål for The Potters. Begge har siden fået opkaldt en vej efter sig i nærheden af Britannia Stadium. Gordon Banks Drive og Dennis Viollet Avenue.

Efter nogle år i mindre klubber sluttede han endeligt karrieren i 1970, og efter korte ophold som træner i Preston og Crewe Alex, rejste han i 1974 til USA og havde flere trænerjobs derovre. Blandt andet som assistent for en anden tidligere United-anfører, irske Noel Cantwell.

Derudover spillede han også en stor rolle i udviklingen af kvindefodbold i USA. Han døde af kræft i 1999, 65 år gammel. Her efterlod han sig hustruen Helen, med hvem han havde datteren Rachel, der i 1990’erne havde succes som tennisspiller. Derudover havde han også en ekskone, Barbara, med hvem han havde døtrene Stephanie og Deborah, samt sønnerne Roger og Malcolm.

Denne artikel er 20. del af serien “Jagten på nummer 251”

Serien indeholder også:

Nr. 28 – 

Nr. 27 – 

Nr. 26 – 

Nr. 25 – 

Nr. 24 – 

Nr. 22 – 

Nr. 20 – 

Nr. 18 – 

Nr. 17 – 

Nr. 16 – 

Nr. 11 – 

Nr. 9 – 

Nr. 8 – 

Nr. 7 – 

Nr. 5 – 

Nr. 4 – 

Nr. 3 – 

Nr. 2 – 

Nr. 1 –